Kongeriget Italien: Forskelle mellem versioner

|startdato = [[17. marts]] [[1861]]

|slutdato = [[2. juni]] [[1946]]

|s3 = DenSocialistiske socialistiskeFøderale republikRepublik Slovenien{{!}}Folkerepublikken SlovenienJugoslavien

|flag_s3 = Flag of SRSFR SloveniaYugoslavia.svg

|flag = Flag of Italy (1861-1946) crowned.svg

|våben = Coat of arms of the Kingdom of Italy (18701890).svg

'''Kongeriget Italien''' eksisterede fra [[1861]], da [[Victor Emanuel 2. af Italien|Victor Emanuel 2.]] af [[Sardinien]] samlede de [[italien]]skeitalienske stater til et kongerige. Det varede vedblev indtili [[1946]], hvor det blev afløst af [[Italien|den nuværende italienske [[republik]].

Oprindeligt var kongerigets hovedstad også Sardiniens hovedstad, [[Torino]]. Fra [[1864]] tilvar hovedstaden [[1871Firenze]]. var hovedstadenI [[Firenze1871]], kun for senere at blive afløst afblev [[Rom]] hovedstad.

Da det langobardiske kongedømme endte i [[772]], blev dets territorier sammen med tidligere [[Byzans|byzantinske]] ejendomme i Norditalien til ''Kongedømmet Italien'' på ny. DetteDet rige blevhed også kaldet ''Regnum Italicum'', eller på [[Italiensk (sprog)|italiensk]] ''Regno'', og omfattede en af bestanddelenedelene af [[Det Hellige Romerske Rige af den tyske Nation|Det tysk-romerske rige]]. ''Regnum Italicum'' fortsatte med at eksistere, i hvert fald i teorien, frem til imperiets fald i [[1806]] (eller mindst til omorganiseringen af imperiet i [[1803]]). [[{{Illsup|de|Köln ærkebispedømmeÆrkebispedømme|Erzbistum Köln|Ærkebiskoppen af Köln]]}} havde ærestitlen ''"ærkekansler af Italien"''. De imperiskeimperialistiske herskere af Italien mistede imidlertid det meste af deres magt efter [[Huset Hohenstaufen]]s fald midt i [[1200-tallet]], og rigets reelle betydning ophørte ved [[Freden i Westfalen]] i [[1648]]. ''Regnum Italicum'' bestod oprindelig af hele Italien fra de pavelige ejendomme i nord, men til sidst blev [[Kirkestaten]]s og [[Republikken Venezia]]s fastlandsterritorier anset som ekskluderede.

[[Fil:Italy c 1810.png|thumb|left|De uligeforskellige kongedømmer i Italien under [[Napoleon]] omkring [[1810]]]]

Italias[[Risorgimento|Italiens samling]] ([[Italiensk (sprog)|italiensk]]: "''Risorgimento''" eller "''Unità d'Italia''") var den politiske og sociale proces, som førte til at de mange stater på den italienske halvø blev forenede til et kongedømme i det [[19. århundrede]] og begyndelsen af det [[20. århundrede]].

De nøjagtige datoer for starten og afslutningen på ItaliasItaliens samling er uklare. Men der er bred enighed om, at processen startedebegyndte ved afslutningen på Napoleons herredømme og [[Wienerkongressen]] i 1815, mens [[Den fransk-preussiske krig]] i 1871 antages som afslutningen. Samlingen var komplet ved [[Saint-Germain-traktaten (1919)|traktaten i Saint-Germain]] efter [[1. verdenskrig]], da også de sidste stater kom med i kongedømmet.

I [[1861]] blev kongen af [[Kongedømmet Sardinien]] proklameret som konge af ''Kongedømmet Italien'', denne gang som: et samlet Italien. Samlingen blev gennemført med udgangspunkt i [[Kongedømmet Sardinien]] og dets konge [[Victor Emanuel 2. af Italien|Victor Emanuel]] fra [[Huset SavoiaSavoyen]]. [[5. marts]] [[1860]] havde [[Hertugdømmet Parma]], [[Storhertugdømmet Toscana]], [[Hertugdømmet Modena]] og [[Romagna]] ved folkeafstemninger bestemt, at de ville gå sammen med Sardinien. Samme år startedeindledte [[Giuseppe Garibaldi]] en militær aktionmilitæraktion i Sardiniens navn for at erobre Syditalien. Han erobrede kongedømmet [[DeKongeriget toBegge sicilierSicilier]] og drog til [[Gaeta]], hvor han traf kong Victor Emanuel.

Den [[17. marts]] [[1861]] blev kongedømmet Italien proklameret, og dettedet endte Sardiniens separate kongedømme. Sardinien (og især [[Piemonte]]) skulle bliveblev de mest dominerende og velstående regioner i Italien.

Efter den italienske samling gik Italiens politisk i retning af [[liberalisme]]n. DetteDet kom i kølvandet på, at [[Camillo Benso di Cavour]] i 1848 havde dannet et parlamentarisk gruppe i [[Kongedømmet Sardinien]] med navnnavnet "Det italienske liberale partieparti (''Partito Liberale Italiano''). Fra 1860, med [[Italiens samling]] og efter Cavours død allerede i 1861, blev det liberale parti delt i to fraktioner og nye partier, kaldet ''Destra Storica'' på højresiden og ''Sinistra Storica'' på venstresiden,. hvor førstnævnteFørstnævnte samlede Cavours støtter, og sidstnævnte støtterne for [[Giuseppe Garibaldi]] og tidligere [[Giuseppe Mazzini|Mazzinians]]. Begge disse bestod imidlertid af lojaleloyale monarkister, mens de mest radikale samlede sig i "Det radikale parti" og republikanerne i [[Partito Repubblicano Italiano|Italiens republikanske parti]]. Det liberalkonservative ''Destra storica'' blev delt regionalt, men dominerede i årene 1860 til 1876.

[[Agostino Depretis]] indledte sin periode som statsminister med at fremsætte sin eksperimentelle politiske ide, kaldet ''[[Trasformismo]]'' ("transformisme"). Denne gik ud på, at regeringen skulle i sine udnævnelser lægge vægt på stor variation og vælge moderate og kompetente politikere uden at tage hensyn til politisk tilknytning. I praksis viste det sig at blive et autoritært og korrupt system, da Depretis pressede distrikterne til at stemme for sine kandidater, dersom de skulle få fordelagtige positioner, når han kom til magten. Valgresultaterne fra [[1876]] gav blot fire representanterrepræsentanter fra højresiden, og dette åbnede for at styret skulle blive domineret af Depretis. Ved hjælp af despotisk og korrupt styre formåede Depretis at sikre sig støtte i det sydlige Italien. Blandt andet blev det forbudt at afholde offentlige møder, såkaldte "farlige elementer" blev sat i indre eksil eller sendt til fjernt liggende straffeøer. Depretis indførte kontroversielle love, således om ophævelse af gældsfengselgældsfængsel, og gratis og obligatorisk grundskole.

I [[1887]] blev [[Francesco Crispi]] statsminister og fokuserede mere på udenrigspolitik. Crispi arbejdede for at opbygge Italien som en stormagt og forøgede militærudgifterne, forsvarede ekspansionisme og prøvede at vinde [[Tysklands historie (1871–1918)|Det tyskeTyske kejserdømmeKejserrige]] på sin side. Italien sluttede sig til [[Tripelalliancen (1882)|Tripelalliancen]], som også bestod af Tyskland og [[Østrig-Ungarn]] i [[1882]] og som de formelt var en del af frem til 1915. Crispi lagde vægt på at udvikle Italien strategisk og videreførte ''trasformismo'' og stod for en autoritær politik, hvor han en gang foreslog at indføre undtagelseslove for at forbyde oppositionspartierne. Til trods for disse autoritære træk, stostod Crispi også for liberale tiltag som en offentlige sundhedslov fra 1888 og etablerede tribunaler for at stoppe offentlige overgreb mod befolkningen.

[[Giovanni Giolitti]] dannede sin anden regering i 1903, efter etogså kortvarigat forsøghave ledet det i 1892-1893, og ledede landet frem til 1914. Giolitti havde tidligere arbejdet som offentlig tjenestemand men blev udnævnt til positioner i Crispis regeringer. Giolitti blev en af de længst siddende statsministerestatsministre i Italien, fordi han mestrede mekanismerne bag ''trasformismo'' gennem manipuleringer, tvang, overtalelser og bestikkelser for at få støtte. I valgene under hans periode var det ikke usædvanligt med valgfusk, og Giolitti favorisertefavoriserede områder, som stemte for ham.

I [[1911]] erklærede Italien under Giolitti krig mod [[Det osmanniske rige]] i det som er kaldt [[Den italiensk-tyrkiske krig]], og invaderede [[Tripolitania]], [[Fezzan]] og [[Kyrenaika]] (provinser i det senere [[Libyen]]). Krigen varede i et år og endte med, at Italien okkuperede området og gav støtte til de politiske kræfter i Italien, som argumenterede for, at Italien skulle dominere [[Middelhavet]] ved også at okkupere [[Kongeriget HellasGrækenland]] og [[Dalmatien]] langt kysten af [[Adriaterhavet]].

Ved udbruddet af [[1. verdenskrig]] påberåbte Italien sig [[neutralitet]] og hævdede, at [[Tripelalliancen|Tripelalliancen]] fra [[1882]] udelukkende var en forsvarsalliance og ikke kunne iværksættes ved offensive tiltag, og at denne krig var igangsat af [[Østrig-Ungarn]]. Imidlertid forsøgte både [[Centralmagterne]] og [[Tripelententen]] og få Italien over på sin side, og i april 1915 gik den italienske regering med på at erklære Østrig-Ungarn krig mod, at de skulle få territorielle gevinster efter krigen. Dette var [[Trentino-Alto Adige|Trentino-Alto Adige/Südtirol]], [[Provinsen Trieste]], [[Istria]] og [[DalmatiaDalmatien]]).

I oktober 1917 havde tyskerne samlet 15 divisioner og iværksatte den [[24. oktober]] den såkaltesåkaldte [[Caporetto-offensiven]] under ledelse af [[Otto von Below]]. [[10. november]] faldt den italienske byen Belluno i [[Provinsen Belluno|provinsen med samme navn]], og dette var det sidste italienske tab. Den [[8. november]] blev [[Armando Diaz]] udnævnt til ny leder for generalstaben efter den egenrådige [[Luigi Cadorna]]. Italienerne trak sig imidlertid yderligere tilbage fra det nordøstlige hjørne af landet og helt til [[Piave]]-floden, ikke langt fra [[Venezia]], i alt trak de sig 96 kilometer tilbage til en forsvarslinje, som i henhold til planer fra 1916 var den sidste forsvarslinje i en krisesituation.

Den østrig-italienske våbenhvile i Villa Giusti blev underskrevet [[3. november]] [[1918]] og blev iværksat dagen efter. De italienske styrker benyttede anledningen til at besætte [[Tyrol|Tirol]] og tog 300.000 østrig-ungarske [[krigsfange]]r. [[Saint-Germain-traktaten (1919)|Saint-Germain-traktaten]] byggede på aftalen i London fra 1915, og slog fast, at områderne [[Sydtyrol]], [[Trento|Welschtyrol]] og [[Kanaldalen]] blev overført til [[Italien]], og at [[Istria]] også blev en del af landet. Imidlertid blev Dalmatien ikke en del af Italien men i stedet en del af det nyoprettede [[Kongeriget Jugoslavien|kongerige Jugoslavien]].

Kongen udnævnte Mussolini til ny statsminister 23. oktober 1922, og Mussolini udviklede en ny type autoritær stat, og forfulgte hensynsløst oppositionelle. Mussolini dannede en alliance med andre nationalister, liberale og populister, Imidlertid pressede Mussolini en ny valglov igennem i 1923, som sikrede, at det parti eller de valgsamarbejder, som fik mere end 25 % af stemmerne, fik 2/3 af pladserne i parlamentet. Efter, at [[Partito Nazionale Fascista|fascistpartiet]] brugte vold og trusler til at nå 25 %-grænsen ved valgene i 1924, blev partiet enerådende og det styrende politiske parti i Italien.

Kort efter valget i 1924 forsvandt oppositionslederen [[Giacomo Matteotti]] pludselig den [[10. juni]] [[1924]] og blev fundet dræbt nogen dage senere. Dette førte til at begynde med til en parlamentarisk krise, og Mussolini måtte tage afstand fra [[mord]]et. Men samtidig blev antifascistiske [[demonstration]]er slået ned. Tre mænd blev arresterede for mordet, men kun den ene blev dømt og kun til en kortvarig fængselsstraf. Den [[3. januar]] [[1925]] tog så Mussolini "alt politisk, moralsk og historisk" ansvar for mordet i en tale i parlamentet.

Trods mordet på Matteotti blev Mussolini fortsat støttet af den etablerede elite i landet, blandt andre af kong [[Victor Emanuel 3. af Italien|Victor Emmanuel 3.]], som nægtede at afskedige Mussolini som statsminister. I [[1927]] blev Italien en fascistisk etpartistatet-partistat.

I [[1929]] blev [[Laterantraktaten|Lateranoverenskomsten]] indgåttindgået, og denne sikrede [[Vatikanet]] et eget territorium inden for Roms grænser. Både i USA og resten af Europa blev Mussolinis regime set som et moderne forsøg på at undgå [[bolsjevisme]] og for få et land til at fungere. [[Børskrakket i 1929]] berørte Italiens økonomi i ret lille udstrækning, og i stedet blev [[1930'erne]] en storhetstidstorhedstid for [[fascisme]]n i Italien.

[[Huset SavoiaSavoyen]] blev anmodet om at forlade landet, og kongedømmet var blevet historie.

På den [[ApenninerhalvøenApenniniske halvø]] og omliggende områder udgjorde kongedømmet det, som er nutidens Italien. Territoriet udviklede sig under hele samlingsprocessen frem til [[1870]]. Først i [[1919]] blev imidlertid [[Trieste]] og [[Trentino-Alto Adige|Trentino-Alto Adige/SüdtirilSüdtirol]] en del af Italien. Efter [[Versaillestraktaten]] og [[Saint-Germain-traktaten (1919)|Saint-Germain-traktaten]] blev også [[Gorizia]], Trieste og [[Istria]] (sidstnævnte senere en del af [[Kroatien]] og [[Slovenien]]) og små områder i dagens Kroatien og en del af [[Dalmatien]] en del af kongedømmet. Under [[2. verdenskrig]] blev det midlertidig overført yderligere territorier fra Slovenien og Dalmatien. Efter krigen blev nutidens grænser fastlagte, og kongedømmet afstod de tidligere besiddelser.

Kongedømmet havde også [[koloni]]er, [[protektorat]]er og [[KlientkongedømmeSatellitstat|klientstater]]. Mange af disse blev okkuperede under [[2. verdenskrig]], og kan ses som et krigsbytte, som senere gik tabt som følge af krigens udvikling og af at kongedømmet skiftede side undervejs. Disse områder er de senere [[Eritrea]], [[Somalia]], [[Libyen]], [[Etiopien]] (okkuperet af Italien i 1936, og senere erobret af Storbritannien under 2. verdenskrig), [[Albanien]], [[HellasGrækenland]] (okkuperet under 2. verdenskrig), [[Den Uafhængige Stat Kroatien|Kroatien]] (klientstat under 2. verdenskrig), [[Kosovo]] (okkuperet under 2. verdenskrig) og [[Kongedømmet Montenegro (1941-1944)|Montenegro]] (okkuperet under 2. verdenskrig), samt et 46 [[hektar]] stort område i [[Kina]] i [[Tianjin]].

I Italien har der altid eksisteret en lang række sprog/dialekter, som har været ret forskellige. Der har eksisteret et italiensk kunstsprog fra [[1600-tallet]], som stammer fra og blev benyttet af [[Dante Alighieri|Dante]], [[Francesco Petrarca]], [[Niccolò Machiavelli]], [[Galileo Galilei]] og senere [[Giacomo Leopardi]]. Dette var et sprog, som blev Europas operasprog, men som ret få uden for den intellektuelle elite talte i Italien. Det officielle sprog før samlingen var derfor ved domstolene og i en række af områderne [[latin]]. Ligeledes var latin det litugiskeliturgiske sprog i kirkerne, mens præsterne holdt sine prædikener på den lokale dialekt.

Foruden de regionale dialekter/sprog, som indbyrdes kunne være uforståelige og lige så fremmede som [[Fransk (sprog)|fransk]], [[katalanskcatalansk]] og [[Spansk (sprog)|spansk]], blev der talt fransk og [[piemontesiskpiemonte]]sisk i Piemonte, hvor kongefamilien kom fra, således, at i det nye samlede land talte både kongehuset og den første statsminister, [[Camillo Benso di Cavour]] kun fransk og piemontesisk. Når disse skulle holde officielle taler på italiensk, var manuskripterne skrevet i lydskrift, og mange af de senere kendte citater fra Cavour blev oprindeligt fremsagt på fransk, men er senere oversat.

[[Fil:Francesco Hayez 041.jpg|thumb|[[Liste over Italiens statsministre|ItaliasItaliens første statsminister]] [[Camillo Benso di Cavour]]]]

Fil:TranquilloRitratto Cremonadi -S.M. Vittorio Emanuele II.jpg|[[Victor Emmanuel 2. af Italien|Viktor Emmanuel 2.]] : 1861-1878

Fil:Fratelli Vianelli (Giuseppe e Luigi, flor. 1860-1890 ca) - VE - Umberto I di Savoia 1.jpg|[[Umberto 1. af Italien|Umberto 1.]] : 1878-1900

Fil:VictorVittorio EmmanuelEmanuele III of(c. Italy1924-1934).jpg|[[Victor Emmanuel 3. af Italien|Victor Emmanuel 3.]] : 1900-1946

[httphttps://runeberg.org/aschehoug/2-sup/0243.html ''Aschehougs konversasjonsleksikon'', 2. udgave, Supplementsbind, s. 465-468; opslag: Italia]

{{Commonskat|Kingdom of Italy (1861-1946)}}