Riga
| Riga Rīga | |||||
|---|---|---|---|---|---|
| |||||
| Overblik | |||||
| Land |  Letland | ||||
| Borgmester | Jānis Birks | ||||
| Grundlagt | 1201 | ||||
| Demografi | |||||
| Riga | 725.241 (2004) | ||||
| - Areal | 307,17 km² | ||||
| - Befolkningstæthed | 2393,6 pr. km² | ||||
| Stor-Riga | 1.148.003 | ||||
| Andet | |||||
| Tidszone | UTC +2 | ||||
| Højde m.o.h. | 7 meter | ||||
| Hjemmeside | www.riga.lv | ||||
| Oversigtskort | |||||
Riga (lettisk: Rīga (
Udtale ?); russisk: Ри́га, estisk: Riia; polsk, litauisk: Ryga) er hovedstaden i Letland. Byen ligger i Rigabugten ved Østersøen og har ca. 720 000 indbyggere (2006). Den er den største by i de baltiske stater. Letlands nationalforsamling Saeima, regering og præsident holder også til i byen.
Floden Daugava går gennem byen, som har tre hoveddele: Den gamle bydel, centrum på nordbredden og Pardaugava på sydbredden. I den gamle bydel og centrum ligger mange bygninger i art nouveau-stil, og den gamle bydel rummer tillige mange bygninger fra middelalderen. Byen er relativt flad, og over tagene rager spirene på de mange kirker samt det 368,5 meter høje TV-tårn, der er den højeste konstruktion i byen og det tredjehøjeste tårn i Europa.
Forstæderne er domineret af brede gader og boligblokke fra sovjettiden.
Historie
Uddybende artikel: Rigas historie
Foto: Martin Thirolf
En tyskkulturel tilknytning har præget Rigas historie i et længere tidsrum. Tyske købmænd etablerede Riga allerede i 1158 som et handelssted i nærheden af lokale stammer. Grundlæggelsen af byen regnes dog først til år 1201, da den fik byprivilegier af ærkebiskop Albrecht af Buxhoevden, som flyttede dertil fra Ikšķile. Byen blev dengang hovedstad i Livland, som tilhørte den tyske orden, et rige med flydende grænser som strakte sig over store dele af Baltikum og senere Preussen. Tysk var byens eneste officielle sprog frem til 1891.
Riga med sine befæstninger blev base for tyske fremstød mod de baltiske stammer. I løbet af 1200-tallet øgedes handelen, og byen blev et af de vigtigste knudepunkter mellem øst og vest.
Fra 1289 var byen med i det mægtige hanseforbund. Hanseforbundets beskyttelse og handel gav Riga et solidt økonomisk fundament frem til slutningen af 1300-tallet, da hanseforbundets mange konkurrenter svækkede forbundets indflydelse. Den sidste Hansedag (hanseforbundets parlament) blev sat i 1669.
I 1500-tallet, på Martin Luthers tid blev området protestantisk. Efter en periode som fri by (1561-1581) under det tysk-romerske rige kom Riga under den polsk-litauiske realunions kontrol. Mellem 1621 og 1710 tilhørte den Sverige og var i denne tid den største by i det svenske rige. Derefter kom den under russisk styre. Efter den store nordiske krig voksede Riga til en ledende havneby og senere industriby indenfor det russiske rige. I 1900 havde Riga en befolkning på 282.943 og var den næststørste by i det russiske imperium (efter St. Petersborg). Af befolkningen var halvdelen baltiske tyskere, en fjerdedel lettere og en fjerdedel russere. En folketælling for perioden 1906-1913 viste at byen havde 336.800 indbyggere. Af disse var 46 % baltiske tyskere, 20 % lettere, 20 % russere og 12 % jøder.
I perioden 1914–1920 blev byen hårdt ramt af 1. verdenskrig, da den lå tæt på frontlinjen. 200.000 arbejdere blev sammen med deres familier og produktionsmidler evakueret til mere centrale dele af det russiske rige.
Senere fulgte den russiske revolution og den deraf følgende borgerkrig. 18. december 1918 blev Letland erklæret som en suveræn stat, og Riga blev dens hovedstad. Både byen og landet generelt var stærkt præget af krigens ødelæggelser, men i løbet af 1920'erne genopbyggedes Riga til at blive et center for handel, uddannelse og kultur.
Dette varede frem til 2. verdenskrig, da Sovjetunionen under Stalin invaderede Letland og igangsatte massedeportationer af både lettere og tyskere og en brutal russificering af landet. I krigens løb blev russerne kastet ud af landet af tyske styrker, som også deporterede Rigas betydelige jødiske befolkning. Mod slutningen af krigen erobrede Stalin landet på ny. Det forblev besat af Sovjetunionen, frem til denne gik i opløsning 45 år senere. I mellemtiden forsøgte man at kolonisere landet med russere, mens mange lettere blev deporteret til Sibirien, og der bor derfor i dag 30 % russere i byen.
Byvåben
Uddybende artikel: Rigas byvåbenByens våben (se infoboksen øverst) blev godkendt d. 31. oktober 1925 og fornyet i 1988. Det viser en åben port og to tårne, som symboliserer byens uafhængighed. Over porten er to korslagte sorte nøgler, som henviser til paven, og over nøglerne er et gyldent kors og en gylden krone, som symboliserer underdanighed overfor biskopen. Den store version af våbnet holdes af to gyldne løver, der symboliserer rigaboernes styrke.
Geografi
Byen ligger på en sandslette kort før floden Daugavas udløb. Arealet på 307,17 km²; er fordelt på 67 km² boligområder (21,8 %), 54,45 km² industriområder (17,0 %), 24,64 km² veje og gader (8,0 %), 57,54 km² parker (19,0 %) og 48,50 km² vand (15,8 %). Floden går gennem byen, og i sydligste del af den gamle bydel kan man spadsere langs dennes bred.
Klima
Riga har et maritimt og tempereret klima, hvor vintrene dog kan være ekstremt kolde grundet den nordlige placering. De koldeste måneder er januar og februar, hvor gennemsnitstemperaturen ligger på -6 °C, men fra tid til anden kan komme helt ned på minus 25 grader. Da byen er beliggende relativt tæt på havet, kan der i efteråret forekomme en del regn og dis. Sne kan forblive i lange perioder op til 80 dage. Somrene er til gengæld varme i Riga med en gennemsnitstemperatur på 18 °C, hvor den højeste måling ofte når 36°C.
Geografisk inddeling
Riga by består af seks administrative regioner, af hvilke fire er opkaldt efter lettiske regioner - Kurland, Letgallen, Vidzeme, Semgallen. Der er også et centraldistrikt og et nordligt distrikt. Beboere deler dog Riga ind i bydele kaldet mikroregioner (Lettisk: Mikrorajoni). Ulig byens centrum er disse hovedsagelig boligområder, selvom de også indeholder erhvervssektorer. Bydelene inkluderer:
- Āgenskalns - Ældre bydel beliggende i Pārdaugava. Var oprindeligt sommerhusområde for Rigas overklasse, hvilket området også bærer præg af, når det kommer til bevarede bygninger. Bygninger primært opført i slutningen af det 19. og starten af det 20. århundrede.
- Andrejsala - Et udviklende kunst-, kultur- og underholdningsdistrikt beliggende indenfor det tidligere industriområde.
- Beberbeķi - Bydel beliggende i Pārdauva primært bestående af private huse. Den sumpede skov Mukupurvs og støj fra Riga Internationale Lufthavn deler den fra resten af byen.
- Bolderāja - Beliggende cirka halvvejs mellem Riga centrum og Rigabugten på Daugavas venstre bred. Et fort fra det 18. århundrede bygget af Peter den Store er en af de ældste bygninger i denne del af byen.
- Čiekurkalns - Ældre bydel.
- Dārzciems - Består primært af en- eller toetagers privatboliger.
- Dreiliņi - En nybygget bydel i den østlige del af byen.
- Dzirciems - Bydel i Pārdaugava bestående hovedsagelig af boligblokke og industribygninger opført i Sovjettiden.
- Iļģuciems - Ældre bydel beliggende i Pārdaugava. Består af en hel del ældre huse og industribygninger.
- Imanta - Bydelen består næsten udelukkende af boligblokke opført i sovjettiden og har altid haft en højere status end andre nybyggede områder.
- Jugla - Stor bydel som ligger lige vest for floden Juglas. Består både af boligblokke fra sovjettiden og ældre landsbyhuse.
- Ķengarags - Sydøst for centrum på Daugavas højre bred. En af de mest befolkede bydele i byen bestående udelukkende af boligblokke opført i sovjettiden.
- Ķīpsala - Ø i Daugava lige vest for den gamle bydel. En del nybyggeri i denne bydel, men også en del ruiner af kondemnerede etageejendomme.
- Maskavas Forštate - Ældre bydel beliggende syd for centrum. Var tidligere Rigas fattigste bydel, hvilket kan ses på de mange bevarede træbygninger.
- Mežaparks - Prestigeområde bestående af privatboliger. Kendt for sin store skovlignende park og byens zoo.
- Mežciems - Bydelen består næsten udelukkende af boligblokke opført i sovjettiden og ligger lige øst for den store skov Biķernieku.
- Pārdaugava - Betyder bogstaveligt talt "Over Daugava" og omfatter alle bydele beliggende på Daugavas venstre bred.
- Pleskodāle - Bydel der mest består af nye og ældre private huse.
- Pļavnieki - Øst for centrum på Daugavas højre bred. En af de mest befolkede bydele i byen bestående udelukkende af boligblokke opført i sovjettiden.
- Purvciems - Øst for centrum på Daugavas højre bred. En af de mest befolkede bydele i byen bestående udelukkende af boligblokke opført i sovjettiden.
- Sarkandaugava - Ældre bydel beliggende nordøst for Rigas centrum ved floden af samme navn.
- Šampēteris - Ældre bydel i Pārdaugava med mange godt bevarede huse bygget i den første halvdel af det 20. århundrede.
- Teika - Ældre bydel hovedsagelig med etageejendomme.
- Torņakalns - Ældre bydel i Pārdauva med en del ældre bygninger samt mange grønne områder.
- Vecmīlgrāvis - Bydel på Daugavas højre bred inden Rigabugten. En del industri og lagerbygninger.
- Vecrīga - Den gamle bydel.
- Ziepniekkalns - Sydligst beliggende bydel i Pārdaugava. Hovedsageligt etageejendomme opført i sovjettiden.
- Zolitūde - Bydelen består næsten udelukkende af boligblokke opført i sovjettiden og har altid haft en højere status end andre nybyggede områder.
Demografi
Riga er den befolkningsrigeste by i Baltikum. Indbyggertallet er dog siden 1991 i stærk tilbagegang og falder stadigt[1]. Tilbagegangen skyldes blandt andet udvandringen af russere, hviderussere og ukrainere som følge af uafhængigheden, da disse og deres børn født før 1991 ikke automatisk fik statsborgerskab i Letland. Desuden har der været en del emigration af alle befolkningsgrupper til Storbritannien og Irland i de senere år. Tilbagegangen skyldes også tildels en lav fødselsrate. Hvis ikke den nuværende udvikling vender, vil byens befolkningstal i 2050 være halveret[2].
På baggrund af data fra 2007 udgøres befolkningen af 42,3 % etniske lettere og 42,1 % etniske russere. Dertil kommer 4,4 % hviderussere, 3,9 % ukrainere, 2,0 % polakker og 4,3 % tilhører andre befolkningsgrupper[3]. Den meget store minoritet af russere kan ikke ses i gadebilledet, da alle skilte og offentlige opslag er på lettisk (russiske skilte i det offentlige rum er forbudte). Næsten al reklame formidles også på lettisk. Der er nogle spændinger mellem befolkningsgrupperne, men det fører sjældent til voldelige episoder.
Af indbyggerne er 55,4 % kvinder og 44,6 % mænd. Fødselsraten i 2001 var 7,1 per 1000.
Indbyggerudviklingen
Her vises en liste over udviklingen i antal indbyggere i Riga fra 1767 til 2006.
|
|
|
|
Man bemærker især en drastisk tilbagegang i indbyggertallet fra 1913 til 1920, hvilket skyldes 1. verdenskrigs store indflydelse på byen. 200.000 indbyggere blev under krigen evakueret til Centralrusland bl.a. til brug i den russiske krigsøkonomi. Igen i perioden 1930 til 1945 ses et fald i tallet, hvilket her skyldes 2. verdenskrig.
Indbyggere efter sprog
Sammensætningen af Rigas befolkning fordelt på modersmål vises i nedenstående tabel for årene 1867 til 1913[4].
| Sprog | 1867 | 1881 | 1897 | 1913 |
|---|---|---|---|---|
| tysk | 43.980 (42,9%) | 66.775 (39,4%) | 65.332 (25,5%) | 78.656 (16,7%) |
| lettisk | 24.199 (23,6%) | 49.974 (29,5%) | 106.541 (41,6%) | 187.135 (39,6%) |
| russisk | 25.772 (25,1%) | 31.976 (18,9%) | 43.338 (16,9%) | 99.985 (21,2%) |
| jiddisch | 5.254 ( 5,1%) | 14.222 ( 8,4%) | 16.521 ( 6,5%) | 21.231 ( 4,5%) |
| estisk | 872 ( 0,9%) | 1.565 ( 0,9%) | 3.532 ( 1,4%) | 6.721 ( 1,4%) |
| polsk | ... | ... | 12.869 ( 5,0%) | 35.621 ( 7,5%) |
| litauisk | ... | ... | 5.853 ( 2,3%) | 25.824 ( 5,5%) |
| øvrige* | 2.513 ( 2,4%) | 4.048 ( 2,4%) | 1.772 ( 0,7%) | 16.895 ( 3,6%) |
| ikke oplyst | ... | 769 ( 0,5%) | 130 ( 0,1%) | ... |
| I alt | 102.590 (100%) | 169.329 (100%) | 255.879 (100%) | 472.068 (100%) |
*Oplysningen for 1881 indeholder her også de polsk og litauisk talende indbyggere
På trods af at befolkningen med russisk modersmål ikke så nær udgjorde et flertal, blev russisk i 1891 det officielle sprog. Hidtil havde det officielle sprog været tysk, og også majoriteten af indbyggerne havde tysk som modersmål. I dag er lettisk det officielle sprog i landet, men der undervises også i minoriteternes modersmål, og disse beskyttes og udvikles til stadighed.
Ifølge tal fra 2001 udgør letter 41,5 % af byens befolkning, 43,5 er russere, 4,6 hviderussere, 4,1 ukrainere, 2,1 polakkker samt 4,3 % fra andre befolkningsgrupper.
Politik
Byen administreres af en borgmester (i 2005 Aivars Aksenoks) og et byråd. Borgmesteren vælges af byrådet blandt sine 60 medlemmer. Borgmesteren er byrådets ordfører under debatter og repræsentant overfor retsvæsenet og staten.
Byrådet er delt mellem forskellige partier og lister og vælges af indbyggerne i byen hvert 4. år. Byadministrationen ledes af en direktør (i 2005 Ēriks Škapars).
Byrådet i Riga har en lang historie. Det nævnes allerede i dokumenter fra 1210. De første spor af et byråd med formel magt stammer fra dokumenter fra 1225. I 1200-tallet styrede byrådet byen og virkede som lovgivende magt, og fra 1300-tallet overtog det desuden den dømmende magt. I begyndelsen af 1200-tallet var rådsmedlemmerne valgt for et år af gangen, men sidenhen begyndte de at vælge deres egne efterfølgere, og til slut var stillingen som rådmand et livslangt virke. Byrådet repræsenterede den tyske overklasse.
Efter 1581, da rådet kom ind under Polen-Litauen, blev byrådets rettigheder indskrænket. I slutningen af 1500-tallet var byrådet også i klammeri med de mægtige laug om, hvordan byen skulle styres, noget som kulminerede i kalender-optøjerne i perioden 1584–1589. I begyndelsen af 1600-tallet blev byrådet støttet af svenskekongen (Riga var da under Sverige), og der kom uro på ny.
Riga faldt under det russiske tsardømme i 1710 og blev en provins, og efter reformer i 1783 var det generalguvernøren, som styrede byen. Byrådet forsøgte med vekslende held at tilegne sig magt igen i årene, som fulgte, men først en russisk reform vedrørende byadministration i 1870 dannede grundlag for en udvidelse af byrådets indflydelse. I 1877 blev denne reform også implementeret i Riga. Byrådet blev nydannet sammen med byadministrationen, og en borgmester blev valgt. Dette system blev også brugt, da Letland blev selvstændigt første gang (1918–1940).
Under sovjetisk besættelse blev byen delt i seks zoner, og i hver zone blev et folkeråd indsat. Dette råd blev i teorien valgt af folket, men i praksis iværksattes der kun tiltag beordret af sovjetmyndighederne.
Riga har i dag speciel, økonomisk status i Letland som frihavn. Det betyder blandt andet store skattelettelser for selskaber, som opererer indenfor frihavnszonen, ingen moms på de fleste varer og tjenester og ingen brændstofafgifter. Den eneste anden frihavn i landet er Ventspils, mens Rēzekne og Liepaja er specielle økonomiske zoner.
Erhvervsliv
I 1992-92 blev ca. 90% af de lokale forretninger privatiseret af de lokale myndigheder. Denne privatisering inkluderede alle brancher lige fra det gamle GUM i den gamle bydel til små detailhandlere[5].
Næsten alle vigtige finansinstitutioner i Letland ligger i Riga, inklusive nationalbanken Latvijas Banka. Import- og eksportvirksomhed har altid været vigtig for byen og blev endda endnu mere betydningsfuld, da Letland blev indlemmet i EU 1. maj 2004. Riga står for omtrent halvdelen af produktionen i Letland. Hovederhvervene er finansvirksomhed, offentlige tjenester, mad og drikke, farmaceutisk industri, trælast, trykning og forlagsvirksomhed, tekstiler, møbler og telekommunikation. Mere end 50% af de lettiske virksomheder er registreret i Riga-regionen.[6]
Frihavnen er anlagt i nærheden af Riga og er isfri hele året. Den er en vigtig fragtskibshavn. Havnens kapacitet er (i 2005) 20 millioner ton om året. Frihavnen udvides for tiden, og den er medlem af IAPH, ESPO, BPO og Europe Cruise Organization. Udvidelsen kommer, da havnens transport forventes øget på grund af forøget handel med Kina samt tidligere sovjetrepublikker[7].
Uddannelse
En række akademiske institutioner hører hjemme i byen, inklusive Letlands Universitet (Latvijas Universitāte), Rigas tekniske universitet (Rīgas Tehniskā Universitāte), Riga Stradins universitet (Rīgas Stradiņa Universitāte) og Riga-afdelingen til Handelshøjskolen i Stockholm (Rīgas Ekonomikas Augstskola).
Turistattraktioner
Foto: Karl Ragnar Gjertsen
Foto: Karl Ragnar Gjertsen
Uddybende artikel: Rigas turistattraktionerDe vigtigste seværdigheder i Riga har noget at gøre med byens historie og specielt den gamle bydel er seværdig. Byens oprindelse fra middelalderen ses særlig tydeligt i arkitekturen med spor af gotisk arkitektur samt barok arkitektur og art nouveau. Centrum af byen regnes som den bedste samling af Art Nouveau-bygninger i Europa og står på UNESCOs liste over verdensarven.
Der er blandt andet 24 lagerbygninger fra middelalderen i den gamle bydel, det mest kendte eksempel på middelalderarkitektur kaldes Tre brødre (Drīs brāļi). Den eneste tilbageværende byport kaldes Svenskeporten (Zviedru vārtis).
Centralt i den gamle bydel står Domkirken påbegyndt i 1211. Gennem århundrederne er katedralen blevet bearbejdet og fremstår i dag som en blanding af romansk stil, renæssance, barok og klassisk arkitektur. Katedralens orgel med næsten 7000 piber er et af verdens største, især af de, der bruges jævnligt.
Andre kirker er der mange af, men den mest kendte er St. Peter, som med sit 137 meter høje spir rager op over byen. Den mest fremtrædende russisk-ortodokse kirke bliver kaldt planetariet i folkemunde, eftersom sovjetmyndighederne brugte bygningen til dette formål under besættelsen.
19 % af byens overflade er dækket af parker, noget som i alt udgør over 54 km².
Riga har omtrent 50 større og mindre museer. Et af de vigtigste er Letland nationalhistoriske museum, som ligger i Riga Slot (Rīgas pils) og viser Letlands historie fra istiden til i dag. Riga by- og søfartsmuseum ligger væg til væg med Domkirken og har historie tilbage fra 1700-tallet. Besættelsesmuseet ligger lige i den gamle bydel ved siden af Sorthovedernes Hus og er et eksempel på bastant, sovjetisk arkitektur. Der er en vis uenighed om, hvorvidt bygningen bør blive stående som den er, som et minde om besættelsestiden, eller om den bør rives ned og erstattes af en bygning, som passer mere til de historiske omgivelser. Krigsmuseet ligger i Krudttårnet (Pulvertornis) nær den gamle bymur. Lidt uden for centrum ligger motormuseet med blandt andet Stalins og Leonid Brezjnevs biler. I den nordøstlige udkant af byen ligger Friluftsmuseet (Brīvdibas muzejs), et etnografisk museum. Riga har også to store kunstmuseer.
Blandt få tilbageværende minder fra sovjettiden kan man se mindesmærket over lettiske infanterister (strēlnieki) udenfor besættelsesmuseet, og en meget større skulptur som hædrer de faldne fra revolutionen i 1905 ved Daugavas højre bred.
Det mest kendte monument er Frihedsmonumentet, rejst som et symbol for lettisk frihed og uafhængighed i 1935. Det er en søjle med en kvindeskikkelse, som holder tre stjerner, symboler på de tre oprindelige landskaber i Letland. På forsiden er en inskription, "Tēvzemei un Brīvībai", oversat "for fædreland og frihed". Monumentet blev ikke revet ned under sovjettiden, men sovjetiske myndigheder oversatte betydningen til, at kvindeskikkelsen var moder Rusland, og de tre stjerner var de baltiske republikker.
Kultur
Allerede i det 16. og 17. århundrede havde Riga en veludviklet musikkultur. Men kulturen blomstrede først rigtigt i Riga i det 18. århundrede. Dette skete i forbindelse med, at Johann Gottfried Herder, der var bosat i byen mellem 1764 og 1789, udgav en række lettiske folkesange i 1774, som var oversat til tysk, hvilket passede godt til den overvejende tyske befolkning. Herudover var Richard Wagner en årrække bosat i byen og fungerede da som leder på operaen i byen, hvor operaer blev opført for det tysk-baltiske borgerskab. En tysksproget teatergruppe opførte fra 1782 stykker i Riga, men den første lettisksprogede forestilling kom først i 1818. Den første lettisk organiserede forestilling i Wien kom dog først i 1868, da Rigas Lettiske Forening arrangerede en lettisk udgave af Jeppe på Bjerget' af Ludvig Holberg.
Sport
Riga har haft en stærk position inden for idræt, blandt andet blev det russiske tsardømmes interne olympiade i 1914 arrangeret i Riga. Gamle idrætsklubber inkluderer Rigas skytteforening (stiftet 1859), Riga gymnastiklub (1862), Riga roklub (1872), Riga kejserlige sejlklub (1878) og Riga cykelforening (1886). Letlands sportsunion blev stiftet i Riga 6. marts 1921 og blev senere til Letlands forenede sportsforeninger, som repræsenterede landet internationalt, for eksempel ovenfor IOC. Under verdenskrigene var der ingen organiseret aktivitet i byen, og efter 1945 blev al organiseret idræt overtaget af de sovjetiske myndigheder.
Indtil 2006 var Skonto Stadion Rigas største sportsarena. Det stod færdig i 1996 og blev renoveret til Melodi Grand Prix i 2003. Det rummer 6 500 tilskuere og består af fire haller. Der arrangeres mesterskaber i fodbold, ishockey og andre sportsgrene på stadionet.
Et større stadion, kaldet Arena Riga, åbnede i 2006. Det rummer 12 500 tilskuere på et område på 58 000 m², hvoraf over 22 000 m² er dækket af tag.
Ishockey er Letlands nationalidræt, og af Rigas mange foreninger er foreningen Skonto Riga den mest fremtrædende og også en af de mest succesrige i landet. Der findes også en fodboldklub under samme navn (stiftet 1991), som også er en af landets bedste. Den har vundet ligaen alle år fra 1991 til 2003 og cuppen syv gange i samme periode.
Transport
Trafikken til Riga er øget betydeligt i de senere år, eftersom infrastrukturen er blevet forbedret. Riga som havneby er et knudepunkt for logistik og et center i vej- og jernbanenettet. De fleste turister kommer til byen gennem lufthavnen Riga International Airport, som blev forskønnet og moderniseret i 2001 samtidig med 800-årsjubilæet. Lufttrafikken er blevet fordoblet mellem 1993 og 2004.
Der er færgeforbindelse til Stockholm, Kiel og Lübeck.
Offentlige transportmidler ind mod byen omfatter busser, trolleybuser, sporvogne og minibusser. Minibusserne kører ruter, men ikke til faste tider, og stopper kun stoppestederne, hvis nogen vil af eller på. De er det hurtigste alternativ, men også det dyreste. De andre transportmidler følger ruteplaner og er billigere.
Sovjetmyndighederne havde planer om en undergrundsbane i Riga, men miljøforkæmpere fik sat en stopper for planerne i 1986.
De første busser begyndte at køre i 1852, men dengang var de trukket af heste. Ligeledes var de første sporvogne, i 1882, hestetrukne.
Billeder
Venskabsbyer
Riga opretholder bypartnerskaber med følgende byer:
Kendte personer fra Riga
- Mikhail Barysjnikov - berømt danser og skuespiller
- Isaiah Berlin - Oxford-uddannet filosof
- Sergei Eisenstein - russisk regissør
- Heinz Erhardt - tysk komiker
- Laila Freivalds - svensk udenrigsminister
- Meinhard von Gerkan - arkitekt
- Artūrs Irbe - ishockeyspiller i NHL
- Mariss Jansons - dirigent
- Jānis Lūsis - fire gange olympisk deltager
- Wilhelm Ostwald - kemiker, nobelprisvinder (1909)
- Sandis Ozoliņš - ishockeyspiller i NHL
- Arkady Raikin - sovjetisk komiker
- Mikhail Tal - den ottende verdensmester i skak
- Sergei Zholtok - ishockeyspiller i NHL
Eksterne henvisninger
 |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |
- Officiell hjemmeside (lettisk, russisk, engelsk)
- Den norske ambassaden
- Riga Wiki (engelsk)
- UNESCOs side om den gamle bydel (engelsk)
- Skonto fodboldklub (lettisk, engelsk, russisk)
Referencer
- ^ "RESIDENT POPULATION BY REGION, CITY AND DISTRICT AT THE BEGINNING OF THE YEAR".
- ^ Heleniak, Timothy (2006). "Latvia Looks West, But Legacy of Soviets Remains". University of Maryland. Hentet 2007-08-02.
{{cite web}}: Ukendt parameter|month=ignoreret (hjælp) - ^ "Riga in Figures". Riga City Council. Hentet 2007-08-02.
- ^ Rīga 1860-1917, Rīga, Zinātne 1978
- ^ Taylor, Neil (2001). Baltic Capitals. Bradt Travel Guides. ISBN 1841620181.
{{cite book}}: Cite har en ukendt tom parameter:|coauthors=(hjælp) - ^ "Lursoft IT statistics on dynamics of registering of companies in regions of Latvia". Hentet 2007-09-25.
- ^ http://riga.usembassy.gov/EN/site/R/rep20060912
|
| Dette er et stoppested for Rute 17: Europæiske hovedstæder. |
| Næste stop er Sarajevo. |
| Forrige stop var Tirana. |
 | ||