Østersøens udviklingshistorie
Østersøen er benævnelsen for det indhav, som strækker sig fra Bottenviken i nord til de indre danske farvande mod sydvest, og som omgrænses af den skandinaviske halvø, Finland, de baltiske lande og det mellemeuropæiske fastland, og Østersøens udviklingshistorie kendetegnes ved de forandringer, dette farvands havoverflade gennem tiden har gennemgået, betinget af skiftende længere kulde- og varmetider (istider og mellemistider) og i forbindelse hermed af de forhold i forbindelse med det tryk, som iskappen over den skandinaviske halvø udøvede, og omvendt lettelsen ved iskappens bortsmeltning på den ene side og den forandring i vandmængden, som kunne fylde og til tider fyldte dette bassin, og som på sin side var betinget af binding under istiderne, frigivelse under mellemistiderne på den anden.
Mellem det som i dag er Sverige og Finland findes en sænkning, Østersø-sænkningen som på skift har været fyldt med salt-, brak- eller ferskvand.
Eemhavet 130.000 – 115.000 f. Kr.
Eemhavet kaldes det hav som under Eem-mellemistidenen for 130 000 - 115 000 år siden antages at have omgivet Skandinavien-Finland, som så var en stor ø. Eemhavet fyldte Østersø-sænkningen og der var brede forbindelser over Sjælland til Nordsøen og sandsynligvis også over Karelen til Hvidehavet og Ishavet.
Den Baltiske issø 10.600 – 8.300 f. Kr.
Den Baltiska issø var en stor ferskvandssø og forgænger til Østersøen. Den skabtes da indlandsisen i senglacial tid gradvist begyndte at trække sig tilbage mod nord, og der dannedes et ferskvandsreservoir i den sydlige del af Østersø-bassinet.
Søen blev opdæmmet dels af de omgivende landområder og dels af indlandsisen; den havde kun udløb til verdenshavet i nordøst, ved Hvidehavet. Øresund og Bælterne fandtes endnu ikke.
I Yngre Dryas havde isen trukket sig tilgage mod nord, således at Den Baltiska issø kun var skilt fra Vesterhavet ved Billingen. Den tømtes til sidst ud via Billingen, i henhold til tidligere teorier gennem en stor tømnings-katastrofe. I dag er den dominerende teori at det skete gradvist.
Yoldiahavet 8.300 – 7.500 f. Kr.
Yoldiahavet er geologernes navn på en fase i Østersø-bassinets historie, hvor brakvand rådede, efter at Den Baltiske issø var tømt og vandoverfladen var sunket til det daværende havs-niveau. Yoldiahavet blev senere til Ancylussøen. Al vandskifte mellem Yoldiahavet og Vesterhavet skete via sund i Mellemsverige, først via smalle sund i den nordlige del af Hökensås og senere, i forbindelse med saltvands-indtrængen via sund i Närke. Der rådede dog stadig brakvands-forhold i en 150–200 år lang periode under Yoldiahavets mellemste del. På den tid indvandrede saltvandssorganismer til Østersøen,- foruden muslingen Yoldia arctica (i dag Portlandia arctica), som har givet Yoldiahavets dets navn, også enkelte arter af foraminiferer som Elphidium excavatum og ostracoder som Cytheropteron montrosiense.
Ancylussøen 7.500 – 6.000 f. Kr.
Ancylussøen opstod da der indtraf en landhævning, således at forbindelsen mellem Yoldiahavet og Västerhavet blev mere og mere grundt. De salte bundstrømme kunne ikke trænge ind i Østersø-bækkenet og der opstod en ferskvandsø– Ancylussjön. Søen har fået sit navn efter en snegl, Ancylus fluviatilis som lever i ferskvand.
Mastogloiahavet 6.000 – 5.500 f. Kr.
Mastogloiahavet er en betegnelse på det brakvandshav som var et overgangsstadie fra den ferske Ancylussø til det salte Litorinahav.
Litorinahavet 5.500 – 2.000 f.Kr.
Ancylussøen havde ingen forbindelse til verdenshavet og påvirkedes derfor ikke umiddelbart af havets stigning. Men efterhånden som klimaet blev varmere fortsatte den arktiske is med at smelte, og havet steg. Efterhånden steg havet så meget, at det trængte ind over Øresundsområdet, og saltvand dermed kom ind i Østersø-bækkenet. Det nye saltvandshav som skabtes, kaldtes Litorinahavet efter saltvandssneglen Litorina litorea. I begyndelsen var saltindholdet ikke særligt højt, og dette overgangsstadium benævnes Mastogloiahavet. Det tog flere hundrede år inden saltindholdet nåede sit maksimum.
Limneahavet 2.000 f.Kr. – nutid
Da Litorinahavet var på sit højeste var forbindelserne med verdenshavet betydeligt bredere og dybere end nu, saltindholdet var også højere. Imidlertid aftog havets stigning medens landhævningen fortsatte. Dette førte til at forbindelserne blev grundere og smallere og at mindre saltvand kom ind i Østersø-bækkenet. En langsom mindskning af saltindholdet blev konsekvensen. Dette overgangsstadium mellem Litorinahavet og den nuværende Østersø plejer man at kalde Limneahavet efter ferskvandsneglen Limnea ovata.
Eksterne henvisninger
- FoF (2006) Forskning och Framsteg om en tsunami i ett tidigt Eemhav.