Vers. 3
Denne version blev publiceret af Gyldendals leksikonredaktion 24. marts 2009. Artiklen blev ændret 0 tegn fra forrige version.

Græsk, Det græske sprog kan følges helt fra 1400-t. f.Kr. op til i dag. Artiklen behandler først det græske alfabet, dernæst oldgræsk, dvs. det græske sprog op til ca. 400 e.Kr., herefter nygræsk og sprogets historie siden oldtiden samt endelig græskundervisningen i Danmark.

'At læse' hedder på oldgræsk 'at genkende', og oldtidens mennesker læste som regel ved at mumle stavelserne og 'genkende' ordet

gennem øret: He - ra - kles. Børn lærte alfabetet på remse ligesom i dette komediefragment, der er en lille alfabetsang:

Først alfa, beta, gamma, delta, gudens ei, zet', eta, thet', iota, kappa, labda, my, ny, xi og ou, pei, rho og sigma, tau og y og efter fei og chei, der kommer psei og o.Kallias Den alfabetiske tragedie (300-t. f.Kr.)

Som man ser, havde nogle bogstaver i oldtiden andre navne end de middelalderlige, som man bruger i dag; 'gudens ei' hentyder til, at Apollontemplet i Delfi havde en dunkel indskrift, som kun bestod af et E.