Arne Strid er en dansk botaniker, født i Sverige; professor i systematisk botanik ved Københavns Universitet fra 1973. Han har desuden arbejdet i bl.a. Australien og Sydafrika.
Arne Strid har foretaget talrige botaniske forskningsrejser til subtropiske områder i Sydafrika, Australien og Middelhavsregionen, og han har ydet en betydelig indsats ved udforskningen af Grækenlands flora. Hans disputats var en eksperimentel undersøgelse af artsdannelse i en gruppe af planter i Det Ægæiske Hav.
Arne Strid har bl.a. udgivet Wild Flowers of Mount Olympus, Mountain Flora of Greece, 1-2 (1986-1991), Flora Hellenica Bibliography (1996, 2006) og Red Data Book of Rare and Threatened Plants of Greece (1996). Han er redaktør for flerbindsværket Flora Hellenica og sekretær i ledelsesgruppen for samme flora. Han er bl.a. medlem af Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab (siden 1976).
2001-2008 var Arne Strid leder af Botanisk Have i Göteborg, der med sine 175 ha og 13.000 arter er en af Europas største. Han blev efterfølgende professor emeritus ved Lunds Universitet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.