Lana Del Reys drømmebilleder om Hollywood og badebyen Hamptons gemmer på advarsler om, og såmænd også påskønnelser af, hvor indholdsløse sådanne steder også kan være. Norman F*****g Rockwell! sprudler med sit skæve smil. Den er skabt af en kunstner, der leger med vores forestillinger om autenticitet, og hvis karriere er bygget på at bryde reglerne. Hun maler billeder med lige dele oprigtighed og satire og beder os om at kende forskel.
Albummets sidste nummer, “hope is a dangerous thing for a woman like me to have - but I have it”, er skrevet som en bekendelse – fortalt i første person, reflekterende og sunget over nogle enkle klaverakkorder – men den er også flamboyant og filmisk med referencer til Sylvia Plath og anekdoter fra eget liv, så vi igen må spørge os selv, hvad der er virkeligt. Når hun gentager teksten “a woman like me”, føles det som en hån. Hun havde tilbragt de sidste ti år på at blande forskellige personaer – udstødt og idol, debutant og heks, pinuppige og poet, synder og helgen – så de til sidst alle var blottet for mening. Men pladen præsenterer en endnu mere vovet idé: Det eneste, der er farligere end en kompliceret kvinde, er en, der nægter at give op.
