Sachsen

Det saksiske landskab varierer fra bjergområderne i syd til lavlandet ved Elben i nord. Erzgebirge blev foldet op under den hercyniske foldning, dernæst nederoderet for atter, i forbindelse med den alpine foldning i Tertiær, at blive hævet. Bjergene rummer delstatens højeste punkt, Fichtelberg (1214 m).

Man begyndte at bryde bjergenes sølv- og tinmalme i middelalderen, men selvom man senere fandt uranmalm, har minedrift ingen betydning i dag; i Erzgebirge og de øst for liggende Elbsandsteingebirge spiller ski-, vandre- og klatreturisme til gengæld en stadig større rolle.

Nordvest for bjergene følger et bakkeland i 250-400 m højde, hvor der findes en del stenkul fra Karbon. Længst i nord følger lavlandet, der hovedsagelig er udformet af store smeltevandsfloder i forbindelse med afsmeltningen efter næstsidste istid, Saale-istiden.

Siden 1950, hvor indbyggertallet var 5,7 mio., har folketallet været faldende. Nedgangen skyldes dels at fødselsraten kun er halvdelen af dødsraten, dels at udvandringen af især unge til det øvrige Tyskland er større end indvandringen herfra. I forhold til udlandet er indvandringen derimod større end udvandringen; hovedparten kommer fra Polen.

Sachsen har i mere end 150 år været præget af industri, hvis udvikling begyndte i første halvdel af 1800-t. med tekstil- og maskinfremstilling. Indtil 2. Verdenskrig var Sachsen det mest industrialiserede område i Tyskland med en veludbygget og varieret industri i storbytrekanten Dresden-Leipzig-Chemnitz. Desuden opstod industrier i de mange mindre byer, især i forlandet til Erzgebirge og i Oberlausitz.

I hele DDR-tiden, specielt efter 1970, da de sidste private industrivirksomheder blev overtaget af staten, skete en kraftig regionalisering og specialisering, og mange steder kom en enkelt industrigren til at dominere. I Sachsen blev hovedvægten lagt på maskin-, bil- og tekstilindustri, mens elektronik og fremstilling af optiske instrumenter kun blev fremmet i Dresden og Leipzig. De mange mindre, tidligt industrialiserede områder blev hængende i traditionelle industrigrene med en teknologi fra 1930'erne.

Efter Tysklands samling i 1990 begyndte en modernisering, effektivisering og rationalisering af hele industrisektoren. I første omgang blev resultatet lukning af urentable fabrikker med en stigning i arbejdsløsheden til følge. Andre virksomheder blev overtaget af private eller blev datterselskaber af firmaer i de gamle forbundslande. Også i sådanne virksomheder havde indførelsen af markedsøkonomi ført til store personalereduktioner.

Industribeskæftigelsen faldt derfor drastisk, fra 1,1 mio. i 1989 til 0,3 mio. i 1992. Siden har den været svagt stigende, og i 2005 var godt 0,5 mio. beskæftiget i industrien. Dette skyldes især, at en række firmaer fra de gamle forbundslande, bl.a. Volkswagen, har oprettet afdelinger i Sachsen. Siden 1990 har beskæftigelsen i servicesektoren, især den private, været stærkt stigende. I 2005 var ca. 70% beskæftiget inden for handel og service. Den totale arbejdsløshed er dog stadig høj, 20% i 1998.

Delstatens navn stammer fra folkeslaget sakserne, der i århundrederne efter begyndelsen af vor tidsregning var bosat i områderne omkring Elbens munding og herfra bredte sig til større dele af det nordtyske område. Fra 700-tallet blev sakserne kristnet af Karl den Store.

Ved delingen af Frankerriget i 843 opstod hertugdømmet Sachsen. Kong Henrik 1., der oprindelig var hertug af Sachsen, grundlagde det sachsiske dynasti, som virkede som tysk-romerske kejsere i årene 962-1024. Hans søn Otto 1. den Store overgav i 962 hertugtitlen til slægten Billung, der i 1100-tallet blev erstattet af slægten Welf.

I 1200-tallet deltes Sachsen i hertugdømmerne Sachsen-Lauenburg ved Elbens nedre løb og Sachsen-Wittenberg ved flodens midterste løb. Hertugerne af Sachsen-Wittenberg blev i 1356 ophøjet til kurfyrster. Kurfyrstendømmet overgik i 1423 til Frederik 1. den Stridbare af slægten Wettin, og wettinerne var indtil 1918 kurfyrster og fra 1806 konger af Sachsen.

Frederik den Stridbare bragte sine egne territorier i det thüringske område med til kurfyrstendømmet, og navnet Sachsen blev herefter primært identificeret med områderne i det nuværende Sachsen og Thüringen. Ved delingen i 1485 blev wettinernes besiddelser delt i den albertinske og den ernestinske linje, der beholdt kurfyrstetitlen.

De ernestinske fyrster beskyttede og støttede Martin Luther og Reformationen fra 1517. Frederik 3. den Vise blev trods sin massive støtte til Luther ikke erklæret evangelisk, men modtog på sit dødsleje nadveren i begge skikkelser. Hans bror og efterfølger Johan den Trofaste var til gengæld erklæret evangelisk (dvs. protestantisk) fyrste, og han gennemførte næsten samtidig med landgreve Philipp af Hessen reformationen i et fyrstendømme. Johan Frederik 1. den Højmodige (kurfyrste 1532-1547) var på evangelisk side med til grundlæggelsen af Det Schmalkaldiske Forbund i 1531.

I 1547 gav kejseren efter de evangeliskes katastrofale nederlag i Den Schmalkaldiske Krig 1546-47 kurfyrstetitlen til hertug Moritz af den albertinske linje, mens de ernestinske hertugdømmer ved talrige arvedelinger efter 1572 blev splittet op i en række mindre hertugdømmer (de såkaldte sachsiske hertugdømmer) i Thüringen.

Under Trediveårskrigen stod Kursachsen skiftevis på protestantisk og kejserlig side, men endte som allieret med kejseren og kunne udvide territoriet med områder i Lausitz.

Efter krigen udbyggedes den absolutistiske stat i Kursachsen, og i 1697 kom kurfyrst Frederik August 1. på den polske trone som August 2. Mocny; den sachsisk-polske personalunion varede indtil 1763.

Det var i den periode, især under Frederik August 2. (polsk konge som August 3.), at Dresden udbyggedes til residensstad med den storslåede barokarkitektur, som gav byen tilnavnet Firenze ved Elben. Det var dog også i den periode, at Sachsen med nederlagene i Syvårskrigen 1756-63 blev reduceret til en tysk andenrangsmagt efter Østrig og Preussen.

Under Napoleonskrigene var fyrsterne efter kejserrigets afskaffelse 1806 på fransk side og blev belønnet med kongetitlen, men Sachsen blev ved Wienerkongressen 1814-15 tvunget til at afstå mere end halvdelen af sit territorium til Preussen.

Efter 1815 var kongeriget Sachsen præget af liberale strømninger, og 1848-revolutionen blev slået ned med preussisk hjælp. I Den Preussisk-østrigske Krig 1866 var Sachsen på østrigsk side, men måtte tilslutte sig Det Nordtyske Forbund og i 1871 Det Tyske Kejserrige.

I 1800-tallet udviklede Sachsen sig til en industristat, hvor arbejderbevægelsen kom til at stå stærkt, og fik tilnavnet det røde kongedømme.

I Novemberrevolutionen 1918 faldt monarkiet, og Sachsen blev i Weimarrepublikken 1919-33 en republikansk fristat. I 1949 blev Sachsen et Land i DDR, der dog opløstes i administrative Bezirke i 1952. Ved den tyske genforening 1989-90 genskabtes Sachsen som "fristat" og kunne sammen med de andre genopståede delstater fuldende foreningsprocessen ved at melde sig ind i Forbundsrepublikken.

• Dresden