Ulster Unionist Party (UUP) er et nordirsk politisk parti med rødder i Oranjeordenen. Det begyndte at tage form som Ulster Unionist Alliance 1885-1886 i modstanden mod den liberale britiske regerings lovforslag om irsk hjemmestyre, Home Rule. Partiet blev grundlagt i 1905 af Edward James Saunderson og Edward Carson. Siden august 2024 har partiets leder været Mike Nesbitt.

Oprindelig repræsenterede unionismen i Sydirland primært den vigende anglikanske godsejerklasses interesser. Sydirske unionister afviste ikke totalt et irsk hjemmestyre. Derimod var den nordirske unionisme, som var baseret på Ulsters store protestantiske middel- og arbejderklasse, militant afvisende, især efter dannelsen 1904-1905 af Ulster Unionist Council (UUC). UUC gik forrest i kampen mod det tredje lovforslag om hjemmestyre 1912-1914 og accepterede Irlands deling og skabelsen af en nordirsk stat inden for unionen i 1920.

Ulster Unionist Party var fra begyndelsen nært knyttet til det britiske konservative parti. Det havde flertal i det nordirske parlament fra 1920'erne og indtil parlamentets nedlæggelse i 1972. UUP spillede en af hovedrollerne i bestræbelserne på at genoprette freden i Nordirland, især i kraft af dets leder David Trimble. Trimble var en af underskriverne af Langfredagsaftalen i 1998, og samme år modtog han Nobels Fredspris sammen med John Hume fra det moderate nationalistpartis SDLP.

I 1999 blev Trimble førsteminister i det nyoprettede regionale parlament. Men aftalen splittede partiets vælgere og fik mange af dem til at vende sig mod det mere yderliggående Democratic Unionist Party (DUP), der havde afvist Langfredagsaftalen.

I dag er UUP med 9 pladser det næststørste unionistparti i Nordirlands regionale parlament efter DUP, som har 25 ud af forsamlingens 90 pladser. Efter at have været uden repræsentation i det britiske parlament siden 2017 genvandt partiet en enkelt plads ved valget i juli 2024.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig