Gummi, per definition en elastisk polymer (se elastomer), der ved vulkanisering kan ændres til eller allerede er ændret til at have en sådan beskaffenhed, at den kan kvælde, men i det væsentlige er uopløselig i et kogende opløsningsmiddel som benzen. Vulkaniseret gummi kan trækkes ud til over den dobbelte længde og dog vende tilbage til udgangslængden, når trækket ophører. Vulkaniseret gummi kan ikke umiddelbart bibringes en permanent form ved hjælp af varmepåvirkning og moderat tryk.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet gummi kommer fra latin, af græsk kommi, af egyptisk opr.
Den oprindelige kilde til gummi var naturgummi udvundet af latex fra gummitræet (Hevea brasiliensis); naturgummi har udelukkende den kemiske sammensætning cis-1,4-polyisopren. Fra begyndelsen af 2. Verdenskrig blev syntetiske gummier udviklet; i dag er den vigtigste gummitype copolymer af styren og butadien. Andre vigtige syntetiske gummier er: butylgummi, ethylenpropylengummi, neopren, nitrilgummi, polybutadien, syntetisk cis-1,4-polyisopren og silikonegummi.
Såvel naturgummi som de syntetiske analoger opfylder tre fundamentale betingelser, der alle bidrager til de karakteristiske elastiske egenskaber: lange trådagtige molekyler, fornøden fleksibilitet i molekylekæden, som tillader bøjelighed og sammenrulning af denne, samt mekaniske eller kemiske bindinger mellem molekylerne. Den umodificerede rågummi er imidlertid normalt svag og klæbende, mister elasticitet under brug og nedbrydes af luft og sollys. Før formgivning opblandes rågummi, ofte flere typer, derfor omhyggeligt med forskellige fyldstoffer samt proces- og beskyttelseshjælpestoffer til en såkaldt kompound. Den grundige blanding af kompounden sker sædvanligvis på store blandeapparater imellem to opvarmede, modsatkørende rotorer, der kører med forskellig hastighed; ofte tilsættes svovl og acceleratorsystemer i en efterfølgende blandeoperation ved lavere temperatur. Omdannelsen til det færdige, mekanisk stærke og holdbare gummiprodukt sker som regel under opvarmning og tryk ved sammenbinding af de enkelte molekylekæder ofte med svovlbroer, såkaldt vulkanisering.
Valg af den rigtige type gummi beror på anvendelseskrav og omkostninger. Ved formulering og fremstilling af gummi til bildæk styres eksempelvis en række vigtige forhold som slid, vejgreb og ældning gennem blandinger af styrenbutadien- og polybutadiengummi. Tilsætning af op til 30 vægtpct. kønrøg (findelt kul) har en forstærkende effekt; yderligere 20 vægtpct. olie strækker elastomererne, men virker samtidig som både blødgører og proceshjælpemiddel. Hertil kommer en lang række andre nødvendige hjælpestoffer i mindre mængder, bl.a. svovl til den endelige vulkanisering og antioxidanter. Det færdige dæk indeholder ofte mindre end 50 vægtpct. gummi.
Termoplastiske elastomerer, der er baseret på treblok-copolymerer (se polymer) med polystyren-yderblokke, som flankerer polybutadien eller polyisopren, kræver ikke vulkanisering, men kan forarbejdes som formbart plast. Her udvirker styrenblokkene sammenbindingen af gummifaserne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.