To børn mistede i juli begge forældre på Hillerødmotorvejen, da en ung mand kørte frontalt ind i deres bil.

Ulykken er en af flere alvorlige hændelser på samme strækning, som nu får myndighederne til at gribe ind.

Således bliver hastighedsbegrænsningen på strækningen, Hillerødmotorvejens forlængelse, sænket fra 90 til 80 km/t, oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse lørdag.

Siden 2023 har fem mennesker mistet livet på strækningen, hvorfor lokale ifølge TV 2 Kosmopol har døbt den 'Dødsruten'.

B.T. kunne fredag bringe et interview med en bilist, som efter eget udsagn var tæt på at blive påkørt på strækningen og måtte flå bilen ud i rabatten for at undgå det.

Nordsjællands Politi oplyser ifølge Vejdirektoratet, at strækningen er en af dem i kredsen, som bliver kontrolleret mest af de automatiske fotovogne.

Vejdirektoratet oplyser, at trafikken på 'dødsruten' i dag overstiger strækningens kapacitetsgrænse.

»Udfordringen med Hillerødmotorvejens forlængelse er, at der er mere trafik, end strækningen er dimensioneret til. En nedskiltning af hastighedsgrænsen til 90 til 80 km/t suppleret med politiets fartkontrol, forventer vi, reducerer de kørte hastigheder og skaber en mere glidende trafik,« lyder det i pressemeddelelsen.

Transportminister Thomas Danielsen håber, at de nye tiltag vil give øget tryghed frem mod en udvidelse af vejen, udtaler han til Vejdirektoratet:

»Udvidelsen af Hillerødmotorvejens forlængelse begynder næste år, og det er positivt, at Vejdirektoratet og Nordsjællands Politi nu laver en ekstra indsats på strækningen for at reducerer ulykkesrisikoen indtil da.«

To mænd på henholdsvis 33 og 24 år kørte ifølge politiet om kap på dødsruten, da den 33-årige kørte frontalt ind i den bil, hvor det nu afdøde forældrepar sad. Børnene overlevede ifølge Ritzau.