Faktaboks

Josep Borrell

Josep Borrell Fontelles

Født
24. april 1947
Josep Borrell ved demonstration i 2017.
Josep Borrell på scenen under den anti-separatistiske demonstration i Barcelona den 8. 0ktober 2017.
Josep Borrell
Josep Borrell i 2020.

Josep Borrell er en spansk politiker. Den 1. december 2019 blev han EU’s udenrigschef (officielt: ”EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik”) og næstformand i EU-Kommissionen. Han afløste Federica Mogherini på posten. Den 1. december 2024 vil han selv blive afløst på posten af Kaja Kallas.

Josep Borrell som EU’s udenrigschef

Josep Borrell og Eric Mothibi Molale i 2023
EU-udenrigschef Josep Borrell er på besøg hos Botwanas transportminister, Eric Mothibi Molale, i januar 2023

Som EU’s udenrigschef er Josep Borrell automatisk næstformand i EU-Kommissionen og leder af Rådet for Udenrigsanliggender. Derudover skal han som udenrigschef repræsentere EU til møder med internationale organisationer og lande uden for EU. Til at løse opgaverne har udenrigschefen en Udenrigstjeneste (European External Action Service, EEAS) under sig, som blev oprettet i 2011, da man slog Kommissionen og Rådets udenrigspolitiske afdelinger sammen og samlede dem under denne tjeneste. Det er udenrigschefens opgave ved hjælp af EEAS at sikre en fælles udenrigspolitik i EU udadtil.

Udenrigschefens opgave kompliceres imidlertid af, at udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke er et overnationalt EU-anliggende. Det kræver derfor diplomatisk snilde og gode samarbejdsevner. For at varetage EU’s udenrigspolitik skal udenrigschefen jævnligt mødes med både Det Europæiske Råd og de forskellige medlemslandes udenrigsministre i Ministerrådet, hvor udenrigschefen som nævnt er mødeleder. Her skal man koordinere de forskellige instrumenter, som EU kan benytte sig af i udenrigspolitikken som f.eks. humanitær bistand og krisehåndtering.

Borrell blev udenrigschef lige før COVID-19-krisen brød ud. Han udtalte i den forbindelse, at Kinas forsyninger med værnemidler og medicin til visse europæiske lande var et led i Kinas geopolitiske spil for at opnår støtte og sympati.

Noget, som har fyldt i Borrells tid som udenrigschef, er konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Borrell har flere gange advaret Israel mod at inddrage palæstinensiske områder, som Israel besatte under krigen i 1967. Han har gang på gang talt for, at Israel skulle arbejdere hårdere for en såkaldt tostats-løsning, hvor israelere og palæstinensere fik hver deres stat i området.

Ruslands angreb på Ukraine i 2022 affødte skarpe reaktioner fra EU og herunder Borrell. Han gjorde sig bl.a. til talsmand for konfiskation af anvendelsen af russiske valutareserver uden for Rusland til opbygning af Ukraine efter krigen.

Josep Borrells baggrund

La Pobla de Segur
Vue ud over den nordcatalanske by, La Pobla de Segur, som Josep Borrell stammer fra
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Josep Borrell er opvokset i byen La Pobla de Segur i Catalonien nær den franske grænse. Byen har kun nogle få tusinde indbyggere, og her havde hans far et bageri. Også hans farfar var bager i byen, og han var i en periode udvandret til Argentina, men vendte siden tilbage til hjembyen i Catalonien lige før Den Spanske Borgerkrig i 1936-1939.

I 1969 mødte Borrell sin første kone, franske Carolina Mayeur, under et ophold i en kibbutz i Israel. De har to børn sammen, men blev skilt i 2018, hvorefter Borrell giftede sig med den spanske politiker og tidligere minister, María Cristina Narbona Ruiz. Borrells to børn er Joan Borrell, som er diplomat, og Lionel Borrell Mayeur, der er pilot.

Karriere i spansk politik

Borrell har både en uddannelse som ingeniør, økonom og matematiker fra universiteter i Madrid, Paris og Stanford University i USA. Fra en stilling som underviser i matematik på det tekniske universitet i Madrid blev han engageret i politik og i 1975 medlem af den spanske socialdemokratiske parti Partido Socialista Obrero Español (PSOE), da Spanien var i overgangen fra dikatatur til demokrati. Han blev i første omgang hurtigt valgt ind i Madrids byråd.

I 1982 vandt PSOE med Felipe González i spidsen en stor valgsejr ved valget til parlamentet. For første gang siden Den Spanske Borgerkrig fik Spanien en socialistisk regering. Borrell blev ved den lejlighed udpeget til vigtige poster i Finans- og Økonomiministeriet. I første omgang blev han politisk udpeget generalsekretær for offentlige budgetter i ministeriet i 1982-1984.

Derefter var han frem til 1991 vicefinansminister. På posten blev han kendt for at gå efter spanske berømtheder, som unddrog sig at betale skat. Ved valget i 1986 kom han for første gang i det spanske parlament som repræsentant for en valgkreds i Barcelona, hvor han valgtes igen og igen i 18 år frem til 2004. Selv om Borrell har været valgt i Cataloniens største by, og selv om han er født i Catalonien, har han aldrig haft sympati for catalansk selvstændighed.

I 1993 blev Borrell minister for transport og offentlige arbejder, hvilket han var frem til 1996, da den borgerlige Partido Popular-regering kom til magten. Borrell blev gradvist mere og mere interesseret i EU-politik. Han kom med i Europa-udvalget i det spanske parlament, og han blev udpeget som spansk medlem af Det Europæiske Konvent i 2001, der udformede Forfatningstraktaten, som ledte til EU’s nye Lissabontraktat, der blev underskrevet af EU’s stats- og regeringsledere i 2007.

Karriere som EU-politiker

I 2004 stillede Borrell op til Europa-Parlamentet, hvor han blev valgt som leder af den socialistiske delegation fra Spanien. Han blev også valgt som formand for Europa-Parlamentet, hvor han sad i to et halvt år, hvorefter formandsposten efter aftale blev overtaget af Hans-Gert Pöttering fra tyske CDU. Borrell sad i Europa-Parlamentet i én valgperiode og udtrådte i 2009.

Borrell blev udpeget til det prestigefyldte post som formand for Det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze fra 2010, men han måtte forlade posten allerede i 2012, fordi han ikke havde oplyst om (som reglerne foreskriver), at han årligt fik 300.000 euro i bestyrelseshonorar for at sidde i bestyrelsen i den spanske multinationale virksomhed Abengoa. Han blev derefter tildelt et professorat i konkurrence og regional udvikling ved Universitetet i Lleida i Catalonien, som var finansieret af det spanske energiselskab Repsol.

Borrell holdt forbindelsen ved lige til PSOE. Han var med til at skrive partimanifestet i 2017 med titlen ”Somos socialistas. Por una nueva socialdemocracia” ("Vi er socialister. For et nyt socialdemokrati"). Manifestet skabte grundlaget for valget af Pedro Sanchez som først leder af PSOE og siden som spansk premierminister efter parlamentsvalget i 2018.

Samtidig var Borrell meget aktiv i bevægelsen mod catalansk separatisme, som stor stærkt i perioden. Han udgav i 2015 en artikel, hvori han afviste de eksistensen af de økonomiske fordele, som separatisterne hævdede, at uafhængighed for Catalonien ville medføre. Han var også en af lederne af den massedemonstration, som fandt sted i Barcelona den 8. oktober 2017 under overskriften ”Vi er alle Catalonien”.

I 2018 blev Borrell udenrigsminister i Pedro Sanchez’ nye regering, hvilket han var indtil udnævnelsen til EU’s udenrigschef i 2019. I 2018 måtte Borrell imidlertid betale en bøde på 30.000 euro på grund af insiderhandel med aktier i selskabet Abengoa, hvor han som nævnt sad i bestyrelsen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig