Pierre Werner

Pierre Werner blev født i den lille franske by Saint-André i nærheden af Lille af luxembourgske forældre i 2013.

Pierre Werner (mange luxembourgere har et fransk fornavn og et tysk efternavn) blev uddannet jurist. Han studerede først ved ”Cours Supérieurs de Luxembourg” (en forløber for universitetet i Luxembourg) fra 1933 til 1934 og fortsatte sin uddannelse ved det juridiske fakultet ved Université Paris Cité og École libre des sciences politiques i Paris fra 1934 til 1937. I 1938 tog Werner en ph.d.-grad i jura.

I sin studietid var Werner involveret i flere studenterorganisationer, og han blev formand for Sammenslutningen af Katolske Studenter fra 1935 til 1937 i Paris, hvor han også var næstformand for den internationale studenterorganisation, Pax Romana, i 1937.

I 1938 slog han sig ned som advokat i Luxembourg, hvorefter han gik ind i bankverdenen. Under den tyske besættelse af Luxembourg (1940-1945) støttede Werner hemmeligt modstandsbevægelsen økonomisk i kampen mod de tyske besættelsesstyrker

Efter 2. Verdenskrig blev Pierre Werner valgt ind i det luxembourgske parlament som medlem af det moderate konservative kristeligt-sociale parti, som i årtier har været det magtbærende parti i storhertugdømmet. Han steg hurtigt i graderne. I 1953 til 1958 var han både finansminister og forsvarsminister. Werner blev premierminister i 1959, et job han havde tilsammen i 20 år – først indtil 1974 og så igen mellem 1979 og 1984. Han kombinerede på forskellige tidspunkter posten som premierminister med posten som finansminister.

Werner var premierminister i en periode, hvor landet gik fra at være dybt afhængig af sin stålindustri og til at blive et internationalt finansielt centrum, hvor banker præger gadebilledet i hovedstaden Luxembourg. Det er en transformation, som har medvirket til at gøre Luxembourg til nogle af verdens rigeste indbyggere målt på bruttonationalproduktet per indbygger.

Ligesom mange politikere i hans generation så Werner grundlæggende et europæisk samarbejde som en måde til at forhindre yderligere krige af den slags, der havde ødelagt kontinentet i århundreder. Men specifikt for Luxembourg var samarbejdet i EF og senere EU også garanten for fortsat luxembourgsk uafhængighed.

Mens Joseph Bech som premierminister efter Anden Verdenskrig sikrede storhertugdømmet en reel rolle på den europæiske scene, gjorde Pierre Werner den europæiske integration til den centrale akse i politikken i Luxembourg. Han lagde vægt på, at Luxembourg som et lille land skulle foregribe udviklingen, at man skulle nytænke og at man skulle basere sig på social konsensus.

Pierre Werners til sikringen af den europæiske integrationsproces i 1960’erne består bl.a. i sammenlægningen af EKSF, Euratom og EØF i 1965, indvielsen af Luxembourg som hovedstad for fællesskabsinstitutionerne, udbygningen af Kirchberg-plateauet i Luxembourg by, hvor mange af EU-institutionerne befinder sig samt udarbejdelse af Luxembourg-kompromiset, der løser "den tomme stols”- krise og låser op for den europæiske integrationsproces i 1966.

Werner var medvirkende til at løse ”den tomme stols"-krise, som blev fremkaldt i 1965 af præsident Charles de Gaulle, der utilfreds med den europæiske integrations orientering på det tidspunkt havde besluttet, at Frankrig ville suspendere sin deltagelse i møder med andre medlemsstater i Ministerrådet. På baggrund af sin såkaldte ”tomme stols politik” undlader de Gaulle at møde op til rådsmøderne i Bruxelles for på den måde at begrænse udviklingen mod et supranationalt EU, idet han var modstander af overgangen til flertalsafgørelser på noget område.

De Gaulle mente, at EU skulle være et fædrelandenes Europa i modsætning til et forenet Europa, selv om han aldrig selv anvendte begrebet ”fædrelandenes Europa”. Efter et halvt år uden franskmænd til møderne i Ministerrådet, skabtes der et kompromis, som gik ud på, at man stadfæstede vetoretten med det såkaldte Luxembourg-kompromis. Det er Pierre Werner, som med Luxembourg-kompromisset overtaler Frankrig til at genoptage sit sæde i Ministerrådet og dermed genaktiverer beslutningsprocessen.

Luxembourg-kompromisset siger at på trods af, hvad der står i traktaten, om at beslutningskompetencen for en række policy områder skulle overgå til flertals afgørelser i Ministerrådet, kan medlemsstater, hvis de pågældende mener, at de har særlige nationale interesser på spil i forbindelse med et forslag, nedlægge veto. Luxembourg-kompromisset fra 1966 kom til at spille en rolle frem til begyndelsen af 1980'erne. Det er ikke, fordi vetoretten brugtes særligt meget, men i EU er det sådan, at det forhold, at det ikke bruges, ikke er lig med, at det ikke spiller en rolle.

Som premierminister påtager Werner sig at diversificere Luxembourgs økonomi, som fra 1960’erne og helt op til 1980’erne var ramt af krisen i stålindustrien. Det sker ved tiltrække banker og forsikringsselskaber til landet på baggrund af bl.a. forholdsvis lempelige beskatningsregler og bankhemmelighed. Luxembourg bliver en slags Schweiz midt i EU.

Werner placerede også Luxembourg på kortet over global satellitkommunikation, som bl.a. afføder den engang meget kendte Radio Luxembourg, som kunne aflyttes mange steder.

Pierre Werner anvendte aktivt "treparts"-modellen mellem industri, lønmodtagere og regering til at overvinde den alvorlige stålkrise, som varede fra 1979 til 1984. Sammen med venner som Joseph Bech (luxembourgsk premierminister før Werner), Jean Monnet og Robert Schuman (var født i Luxembourg) var Werner en fortaler for europæisk integration.

I sine embedsperioder forhandlede han som nævnt om flytning af flere europæiske institutioner til Luxembourg. Werners holdning til det europæiske samarbejde var ifølge ham selv lige langt fra den meget pro-europæiske holdning som fra den euroskeptiske ditto. Nøgtern optimisme var Werners tilgang til det europæiske.

Pierre Werners navn er i høj grad forbundet med Werner-rapporten, idet han ledede det udvalg som udarbejdede den først plan om gennemførelsen af en økonomisk og valutamæssig union i EU. Beslutningen om udarbejdelse af Werner-rapporten blev taget på Haag-topmødet i 1969, og den udkommer i 1970. Planen for etableringen af en mønt-union blev imidlertid forkastet af først interne politiske uenigheder – hovedsageligt i Frankrig – og derefter af på grund af oliekrisen.

Samtidig var planen i Werner-rapporten var på plads, da ideen om fælles valuta blev genoplivet i slutningen af 1980'erne af Jacques Delors. Dens principper blev nedfældet i Maastricht-traktaten, hvilket banede vejen for den fælles europæiske valuta, dvs. euroen.

Planen i Werner-rapporten forudser en udvikling hen imod en monetær union i tre etaper, som skal begynde i 1971 og være afsluttet i 1980. I første fase (som bliver iværksat) lægger man op til en mindskelse af valutaudsvingene mellem medlemsstaterne ved at skabe en ’slange’ omkring den amerikanske dollar (med en bilateral grænse for de maksimale kursudsving på 2,25 procent mellem medlemsstaternes valutaer).

’Slangen’ skal eksistere inden for det bredere internationale 4,5 procent-bånd (en tunnel), der er specificeret i Smithsonian-aftalen fra 1971 (deraf navnet ’slangen i tunnelen’). Men da dollarens bliver gjort flydende af den amerikanske regering i 1973, kollapser ’tunnelen’ og dermed kommer slangesamarbejdet i krise, hvilket får Det Europæiske Råd til at erklære planen i Werner-rapporten for at være død i 1975. Planen bliver dog til dels genoplivet som et rent europæisk ’slange’-samarbejde, som imidlertid gradvis får færre og færre medlemmer over årene.

Da diskussionen om etableringen af en økonomisk og monetær union genopstår i slutningen af 1980’erne, er Werner-rapporten som nævnt det analytiske bagtæppe herfor. Den faktiske gennemførelse af EU’s Økonomiske og Monetære Union i Maastrichttraktaten er også betydelig grad inspireret af Werner-rapporten, selv om man ikke går nær så langt med hensyn til integrationen af EU-landenes finanspolitik, som Werner-rapporten anbefaler.

Pierre Werner trak sig tilbage fra politik i 1984 for at være formand for det luxembourgske telekommunikationsselskab og senere Société Européenne des Satellites.

Med sin kone, Henriette Pescatore, fik han fem børn, Marie-Anne, Jean, Charles, Henri og Elisabeth.

• Luxembourgs historie
• EU