antifeminisme

Særligt kampen for kvinders stemmeret blev modarbejdet og efterfulgt af stærke antifeministiske strømninger i vestlige lande såsom Danmark. I lande som Storbritannien og Tyskland blev der endda oprettet foreninger med det ene formål at modarbejde kvinders stemmeret såsom det britiske Women’s National Anti-Suffrage League (etableret i 1908) og det tyske Bund zur Bekämpfung der Frauenemanzipation (etableret i 1912). I Danmark blev antifeminisme bl.a. formuleret af økonomen K.A. Wieth Knudsen, hvis værk ”Feminismen. En sociologisk Studie over Kvindespørgsmaalet fra Oldtid til Nutid” (1924) vandt stor udbredelse og blev oversat til flere sprog.

I international sammenhæng voksede antifeminisme sig stærk i de nazistiske og fascistiske lande i mellemkrigstiden ud fra en grundtanke om de to køn som komplementære, dvs. at de supplerer hinanden i deres respektive kønsroller. Det medførte bl.a. forbud mod kvinders deltagelse i vigtige funktioner inden for arbejde og politik.

Som reaktion på kvindebevægelsens indflydelse i 1970’erne opstod der i vestlige lande mandeorganisationer, der som oftest forstod sig selv som allierede i den feministiske kamp mod sexisme og mænds privilegier. Men fra midten af 1970’erne begyndte flere mandeorganisationer at sætte kritisk spørgsmålstegn ved, om mænd overordnet var mere privilegerede end kvinder, og de fremhævede særligt maskulinitetsnormer som skadelige for mænd. Herb Goldbergs (1937-2019) værk "The Hazards of Being Male: The Myth of Male Privilege" fra 1976 er en klassiker fra den periode, som ofte er blevet refereret til af senere tiders antifeministiske mandeorganisationer.

I 1980'erne gav den nye kvindebevægelse også anledning til antifeministiske reaktioner, mest markant i USA, hvor antifeministiske kvinder gik til kamp mod både ligestillingslovgivning og fri abort.

I både USA og europæiske lande blev fædres rettigheder i særligt skilsmisse- og forældremyndighedssager også et emne, der i 1970'erne og 1980'erne førte til øget kritik af feminisme og fremkomsten af faderorganisationer, hvoraf nogle var eksplicit antifeministiske.

I midten af 1990'erne voksede den globale anti-gender-bevægelse frem. Anti-gender-bevægelsen opstod ud af en kritik fra særligt katolske og muslimske organisationer af to FN-konferencer, nemlig den internationale konference om befolkning og udvikling i Kairo (1994) og den fjerde verdenskonference om kvinders rettigheder i Beijing (1995). I begge konferencer blev feministiske aktivister beskyldt for at have haft alt for stor indflydelse og for at promovere en forståelse af køn som socialt konstrueret.

Det var især den katolske journalist Dale O’Leary (født 1941), som fremhævede det engelske begreb "gender" og introducerede udtrykket "gender ideology" i forlængelse af de to konferencer, men det var Vatikanet, som i årene derefter udbredte verden over en kritik af både feminisme, LGBT+bevægelser og politikere for at promovere en særlig "ideologi" om køn.

Alle tre paver siden midten af 1990'erne – Johannes Paul 2., Benedikt 16 og pave Frans – har ofte udtalt sig stærkt kritisk om, hvad de forstår som nye kønsforståelser og inklusion af seksuelle minoriteter. Ud over den katolske kirke er anti-gender-bevægelsen især drevet af transnationale organisationer såsom CitizenGo, World Congress of Families, European Dignity Watch og ADF International.

I 2010'erne har der i adskillige lande også været en øget fremvækst af antifeministisk manderettighedsaktivisme, særligt som modreaktion på MeToo-bevægelsens indflydelse fra 2017 og frem. Manderettighedsaktivisme i form af fx foreninger for fædres rettigheder er ikke nødvendigvis antifeministisk, men manderettighedsaktivister beskylder ofte nutidig feminisme for at være medskyldig i, at mænds rettigheder og interesser angiveligt ikke fremmes på et politisk plan.

I USA er den mest indflydelsesrige og kontroversielle antifeministiske organisation for mænds rettigheder A Voice for Men, stiftet i 2009 af Paul Elam (født 1957). En lignende kritik af feminisme for at ignorere og undertrykke mænd ses også på de online platforme, der går under fællesbetegnelsen “manosfæren”, og som har til fælles, at de på forskellige måder samler drenge og mænd om at dele et misogynt syn på kvinder. Dette gælder blandt andet på online fora for såkaldte incels.

På globalt plan er den konservative antifeminisme mest udbredt, og den gør ofte brug af religiøse argumenter, selvom den også kan bruges i en mere sekulær kontekst. Konservativ antifeminisme afviser feminisme, fordi den angiveligt arbejder på at nedbryde en traditionel samfundsorden med etablerede normer for køn og seksualitet.

I Danmark er det særligt hos konservative partier som Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti, at denne form for antifeminisme er kommet til udtryk. Tidsskriftet Årsskriftet Critique har i nyere tid også fungeret som en platform for konservativ antifeminisme udbredt af forskellige offentlige debattører. Konservativ antifeminisme i Danmark er dog væsentligt mere sekulær end andre steder i verden.

Liberal antifeminisme er også udbredt i Danmark og består i at afvise feminisme, fordi den angiveligt underminerer individuelle frihedsrettigheder og promoverer stærk statsstyring. Liberal antifeminisme hævder oftest ikke at være imod ligestilling forstået som promovering af lige muligheder på tværs af køn, men den anser nutidig feminisme for at være blevet for venstreorienteret og kollektivistisk.

Dette ses særligt i debatter om indførelsen af øremærket barsel og kønskvotering i virksomhedsbestyrelser, hvor den feministiske promovering af sådanne tiltag kritiseres for at underminere den enkeltes frihed til fordel for en kollektivistisk og statsstyret politik. En gennemgående retorik i Danmark består også i at hævde, at et feministisk fokus på repræsentation af kvinder i forskellige sammenhænge forveksler lige muligheder for begge køn med såkaldt resultatlighed.

Samme tilgang gør sig også gældende mht. en kritik af feminisme for at være blevet for optaget af minoriteters rettigheder såsom LGBT+personer og personer med en anden etnisk baggrund end dansk. I denne sammenhæng bruges ofte udtryk såsom "wokeness", "politisk korrekthed" og "identitetspolitik" negativt om det øgede fokus på inklusion af minoriteter inden for moderne feminisme.