Menneskets forhold til bjørne, herunder bjørnejagt, har i traditionelle samfund været reguleret af en række ritualer, der er udsprunget af forestillingen om bjørnen som totemdyr, som en slægtning til mennesket, evt. direkte som stamfader. Ifølge Saxo, ca. 1200, nedstammer den danske kongeslægt fra en bjørn, der fattede kærlighed til en ung kvinde. Sådanne ritualiserede forhold ses hos fx inuit, samer, sibiriske folkeslag og hos ainu i Japan. I gammel nordisk folketradition findes forestillingen om bersærker, dvs. mennesker, der fx i en krigssituation forvandles til bjørne og under bersærkergangen gør brug af deres ekstatiske bjørnestyrke.
Bjørnejagt foregik i nordisk middelalder ved klapjagt, ved spydbesatte grave eller store faldfælder, hvor bjørnen fik en træstamme eller sten ned over sig, når de tog lokkemaden. Jagten indledtes med anråbelse af dyret, og bjørnens kraft kunne jægeren få del i ved at drikke dens blod. Kvinderne parterede bjørnen, og mens det stod på, måtte mændene afholde sig fra omgang med dem.
Bjørnekranier og -knogler, anbragt i stenbyggede nicher eller gruber i huler, bl.a. i Drachenloch i Schweiz, vidner om neandertalmenneskets fascination af den store, nu uddøde hulebjørn. Fra den senere del af istiden blev bjørne afbildet på hulemalerier, og fra denne tid kendes desuden en legemsstor lerbjørn fra Montespanhulen i Sydfrankrig. Bjørnefigurer af rav, der er fundet i Polen, Danmark og Norge, stammer antagelig fra slutningen af jægerstenalderen ligesom de nordskandinaviske helleristninger, der ofte afbilder bjørne og aftryk af bjørnelabber.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.