Sygelige strukturforandringer undersøges dels ved obduktion (makroskopisk) på sektionsstuer eller ved brug af forskellig mikroskopisk teknik. Patologers væsentligste opgave var tidligere at foretage obduktioner. Disse er stadig af betydning, men udgør en mindre del af arbejdet på patologiske afdelinger, hvor udviklingen og betydningen af vævsundersøgelse og celleundersøgelse (celleprøve) har gjort disse undersøgelser til det patoanatomiske kerneområde. Ved vævsundersøgelse foretages mikroskopi af organer udtaget ved obduktion eller operation og af små vævsdele fjernet med henblik på diagnose (biopsi). Mikroskopien forudgås af en makroskopisk undersøgelse af de fjernede dele; af og til kan det være en fordel at supplere med røntgenundersøgelse, evt. efter indsprøjtning af kontrastmiddel i blodkar.
De fleste mikroskopiske undersøgelser foregår alene ved hjælp af lysmikroskop. Vævet indstøbes i paraffin for at gøre det fast og skæres i ganske tynde snit med en tykkelse på 2-5 μm, hvorefter det farves med metoder, der tillader at skelne de forskellige vævsbestanddele fra hinanden (se vævsfarvemetoder). Der kan også til særlige formål, fx påvisning af fedtstoffer og ved hasteopgaver i løbet af en operation, anvendes skæring af væv, som er gjort stift ved frysning (se frysesnit). På en typisk dansk patologisk afdeling udføres ca. 15.000-20.000 vævsundersøgelser årlig. En stor del af disse vedrører påvisningen af kræft med typeinddeling og gradsbestemmelse, som har betydning for valg af behandling.
Tekniske fremskridt har øget mulighederne for en præcis patologisk diagnostik. Mens lysmikroskopi udføres ved forstørrelser på 10-1000 gange, kan elektronmikroskopi præstere langt større forstørrelser (100.000 gange eller mere), hvilket tillader undersøgelse af cellernes mindste bestanddele. Kombineres de mikroskopiske undersøgelser med histokemi, kan vævenes kemiske opbygning belyses, og med immunhistokemi kan specifikke protein- og kulhydratmolekyler påvises. Det er således muligt at identificere aflejringer af antigener og antistoffer, hvilket tillader påvisning af infektiøse sygdomsårsager og virkning af immunologiske mekanismer. Fundet af proteiner, som er karakteristiske for bestemte celletyper (tumormarkører), giver mulighed for nøjagtig bestemmelse af kræftsvulsters cellulære oprindelse.
Kvantitative vævsafvigelser ved sygdom, fx ændring af celletal eller af bestemte strukturers størrelse, har hidtil overvejende været subjektivt bedømt. Studiet af det matematiske grundlag for sådanne målinger i mikroskopet muliggjorde dog i 1990'erne objektive størrelses- og mængdeundersøgelser (morfometri). Den molekylære patologi har givet patologer mulighed for at erkende ændringer i generne som årsag til sygdom.
Foruden vævsundersøgelser, der benytter sammenhængende vævssnit til undersøgelse, kan udstrøgne præparater af enkeltceller anvendes til diagnose (celleundersøgelse, celleprøve). Herunder mikroskoperes celler, der er afstødt fra slimhinder eller forekommer i væskeansamlinger i kroppen. Foruden celler kan disse materialer indeholde andre komponenter, fx mikroorganismer, hvis tilstedeværelse kan lede frem til en diagnose. Celleundersøgelser anvendes ikke alene til at stille diagnoser hos patienter, men har fået stor betydning for folkeundersøgelser af tilsyneladende sunde mennesker, især til tidlig afsløring af livmoderhalskræft (screening). Sådanne prøver undersøges primært af særligt uddannede cytolaboranter under lægelig vejledning. På en typisk dansk patologisk afdeling foretages 50.000-100.000 celleundersøgelser årlig. Materiale til cytologisk undersøgelse kan også udtages ved finnålsbiopsi.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.