AGF kan blive mester

Jeg har hørt, at Uwe Rösler gav AGFs spillere det, der på godt dansk kaldes en skideballe, i pausen af kampen på udebane mod Brøndby.

Jamen, hov! Stod der ikke 0-0? Og ville det ikke være et godt resultat for AGF?

NEJ. Ikke ifølge Uwe Rösler. Udekampen mod Brøndby skulle vindes.

Jeg kender ikke den tyske hidsigprops præcise bevæggrunde for at give sine spillere denne sang fra de varme lande, men han ville vel udfordre sine spilleres tilfredshed med uafgjort. Sikkert fordi AGF's træner fornemmer det samme som jeg og en hel del andre i Fodbolddanmark:

At dette kan blive sæsonen, hvor AGF vinder mesterskabet.

Spillernes sult efter endelig at vinde noget kan være præcis det drive, som AGF har brug for.

Et målfarligt mandskab

Jeg hører meget snak om, hvor stærke AGF er. Og det er altså ikke kun, når jeg handler hos Slagterriget eller Havnens Fiskehus her i Aarhus. Det er også, når jeg sludrer med trænere og ledere fra de andre Superliga-klubber. Folk er imponerede.

Med god grund.

For efter syv spillerunder ligger AGF nummer to i Superligaen og har lavet hele 21 mål. Det er allerede halvt så mange som i hele sidste sæson og suverænt flest i Superligaen. Ikke siden 2009/10 har AGF fået så god en sæsonstart.

Og hvordan gik det så dengang, kunne man listigt spørge. Jo, dengang endte AGF med at rykke ud.

Sådan går det ikke i 2024/25. Det tør jeg godt garantere. Og jeg hører endda til de, der tror, at AGF kan gå hele vejen. Derfor er jeg også parat til at imødegå de forbehold, som jeg møder på min vej.

Ikke jubeloptimist, men realist

Lad mig blot tage det mest forslidte forbehold med det samme. ”Det er typisk AGF. Nu tror de, de vinder Champions League.” Jamen, ha, ha. Verdens ældste fodboldjoke.

Den har ingen gang på jorden længere. Tværtimod hersker der en realistisk optimisme i byen; båret af det, som folk kan se med deres egne øjne. Ikke af det, de går og drømmer om. Men man må vel gerne klappe.

Det næste forbehold handler om manglende bredde, og det er værd at kigge nærmere på. Jeg er enig i, at AGF sjældent bliver bedre af at skifte ud, men jeg noterer mig dog, at ovennævnte kamp i Brøndby blev vundet efter, at Jacob Andersen og Frederik Brandhof var skiftet ind.

Så værre er det heller ikke.

I øvrigt har AGF tre deciderede Superliga-profiler på skadeslisten i skikkelse af Tobias Mølgaard, Mikkel Duelund og Kevin Yakob. Sidstnævnte har været ude i over et år og er nok ikke en mand, man tør regne med. Men både Mølgaard og Duelund må vel snart være tilbage.

Meget får man jo ikke at vide i disse GDPR-tider. Slet ikke af AGF.

AGF har også netop investeret et ganske pænt beløb i den norske U21-landsholdsanfører Kristian Arnstad, der var blevet tilovers i Anderlecht. Mon ikke også, han kan spille fodbold?

Se også

Tager Superligaen skade af den nye virkelighed?

To positioner skaber bekymring

I øvrigt behøver AGF ikke den samme brede trup som FC Midtjylland og FC København, der begge har mindst otte europæiske kampe at se frem til i de næste måneder. AGF skal spille en gang om ugen og har slet ikke behov for så mange spillere.

Der er faktisk kun to positioner, der kan bekymre mig på AGFs vegne.

Den ene er målmandsposten. Fair play til 39-årige Jesper Hansen, som har afvist konkurrencen fra den nyindkøbte Leopold Wahlstedt. Men Superligaens ældste spiller hører ikke længere til blandt de bedste. Gode reflekser. Svag i feltet.

Den anden er angriberpositionen.

Hvem skal erstatte Patrick Mortensen, hvis han bliver skadet? Tobias Bech er god, men han er jo Mortensens makker og kan ikke spille targetman. Janni Serra var ikke nogen løsning og er fornuftigvis blevet lejet ud. Mens Sigurd Haugen har ført masser af beviser for, at han ikke er rustet til Superligaen.

Ihærdighed gør det ikke alene. Måske henter AGF et alternativ ind på transfervinduets sidste dag. Det ville jeg anbefale.

Mangel på titler er ikke en ulempe

Det tredje forbehold handler om den manglende erfaring i truppen. Og her forstås erfaring i at vinde mesterskaber. Jesper Hansen har vundet med FC Nordsjælland. Henrik Dalsgaard med FC Midtjylland. Felix Beijmo med Malmö. Men det er vel det.

Den 55-årige Uwe Rösler har heller ingen titler på sit ellers imponerende CV.

Er det så en ulempe? Ja, det vil jeg betvivle. For spillernes sult efter endelig at vinde noget kan være præcis det drive, som AGF har brug for. I FCM og FCK bliver du bare en af mange, der har vundet et af mange mesterskaber. I AGF bliver du udødelig.

AGF's spillere må også kunne finde en enorm glæde i den nuværende situation, for det er ikke mere end få måneder siden, at holdet nærmest var i opløsning.

Et AGF-hold i vater

I løbet af april og maj måned tabte AGF såmænd seks kampe i træk. 2-7 mod FC Nordsjælland og 0-1 mod Silkeborg i pokalfinalen var de værste præstationer fra et hold, der virkede til at have mistet troen på sig selv.

Men så sluttede man sæsonen af med 3-2 over FC København og 3-2 over Brøndby. Det gav noget tiltrængt optimisme, som er blevet overført direkte til denne sæson.

Ja, der resterer stadig 25 kampe. Men AGF's hold virker til at være fuldkommen i vater.

Uwe Rösler & co. kan blive danske mestre.