kinesisk medicin

Lægen Ts’ang Kung (ca. 180) lavede en lærebog i sygdomme og deres symptomer. I den lægges hovedvægten på pulsundersøgelser. Han beskrev i alt 25 sygdomme, hvoraf ti er dødelige. Chang Chung-Ching (ca. 168) skrev en lærebog i praktisk lægegerning, Shang Han Lun, hvori han understreger betydningen af at studere lægekunsten ved sygesengen og ikke kun ved boglige studier. Af samme årsag har han fået tilnavnet “den kinesiske Hippokrates”. Hua T’o (ca. 190) regnes for at være grundlæggeren af den kinesiske kirurgi. Der er beretninger om, at han foretog omfattende tarm- og underlivsoperationer og indgreb i lever og milt, hvilket lyder ganske usandsynligt i betragtning af, at de dengang ikke havde anæstesi. Der er kun bevaret nogle få blade fra hans egen lærebog, og de omhandler kastration, et indgreb, der til gengæld er god dokumentation for, at man foretog, da der var et stort antal kastrerede mænd (eunukker) ved kejserens hof.

Med hensyn til disse mytiske personligheders forfatterskab gælder det naturligvis, at der hersker tvivl om hvem, der er den virkelige forfatter, og om der er flere forfattere. Ifølge legenden lærte Den Gule Kejser også det kinesiske folk at arbejde med ler, træ og metaller, at bygge skibe og konstruere trækvogne med hjul. Han fandt ligeledes på brugen af penge og landkort. Den Gule Kejser og Nei Ching har spillet samme rolle i den kinesiske medicinhistorie, som Galenos spillede i den vestlige medicinhistorie. I en periode på 1000 år eller mere var Den Gule Kejser en autoritet, de i stort set alle helbredsmæssige spørgsmål refererede ukritisk til.

I Ching (Forvandlingens bog) er det ældste litterære værk i den kinesiske historie. Den er blevet udviklet og udbygget gennem 3.000 års kinesisk historie. Den bygger på en mundtlig tradition med sange, messen, varsler og tolkning af symbolske begivenheder, der blev brugt af shamaner og spåmænd. De ældste versioner af I Ching blev nedskrevet på bambuslameller og de særligt indviede spåmænd, der havde adgang til dem blev kaldt “bambusshamaner”.

I Ching tager det for givet, at mennesket lever i en levende og magisk verden, og at alt kan være et symbol og have en stemme. I symbolerne krydser den åndelige verden og den normale verden hinanden. Den åndelige verden kan rådgive mennesket om dets rette plads i den kosmiske orden, og hvordan det bedst former sin skæbne i overensstemmelse med den skæbne, som Verdensaltet har tiltænkt det, hvilket er ensbetydende med et sundt og godt liv.

Lægens opgave er i bund og grund at hjælpe patienter til at leve det rette liv, hvilket langt fra altid er det samme som det, de selv tror er det rette liv. I den forbindelse kan det være en hjælp at rådspørge et orakel og få et svar fra den åndelige eller guddommelige dimension ved hjælp af forskellige divinationsteknikker. I I Ching er der 64 figurer, der er heksagrammer med forskellige kombinationer af ubrudte yang-linjer og brudte yin-linjer. I tidens løb er der blevet knyttet forskellige gådefulde mundheld til hver figur, der kan tolkes på mange forskellige måder. Der er intet facit. Det afgørende er, at svaret sættes i relation til den vanskelige livssituation, og at fantasien og underbevidstheden arbejder med et svar.

Den Gule Kejsers medicinske kompendium eller lærebog regnes for hovedværket i den oldkinesiske medicinske litteratur. Teksten har form af en dialog mellem kejseren og dennes læge Ch'i Pai. Kejseren stiller spørgsmål, som lægen beredvilligt giver lærde og indsigtsfulde svar på. Udover medicinske emner behandles etik, filosofi og religion. Akupunktur og moksibustion omtales i dette værk. Det gennemgående tema i bogen er vejen til det sunde liv og et godt helbred. Her lægges der vægt på et liv i harmoni med naturen og universets orden, evnen til at vise mådehold, tilfredshed med livet som det er, at kunne begrænse og udsætte sine behov og omgås andre med tålmodighed og venlighed.

Qin-herskerne degraderede adelen og organiserede samfundets indbyggere i forskellige grupper som kollektivt var ansvarlige for at levere arbejdskraft og soldater. Der blev indført en barbarisk straffelov, der blev håndhævet af et professionelt bureaukrati. I 221 f.v.t. da alle stater var underlagt Qin, antog Kong Zheng titlen Qin shi Huangdi (kejser af Kina). Under Zheng forbedredes infrastrukturen betydeligt. Veje og kanaler blev udbygget. Den store mur (kinesiske mur) blev forstærket. Riget fik Xianyang som hovedstad, og de karakteristiske kinesiske mønter med et firkantet hul i midten blev indført og forblev i brug til revolutionen og kejserdømmets fald i 1911.

I den tidlige kejsertid var der to kategorier af boglærde læger: ruyi og shiyi. De førstnævnte var filantropisk indstillede og behandlede de fattige gratis. De sidstnævnte kom fra lægedynastier i den velhavende del af befolkningen og behandlede fortrinsvis overklassen. Ofte var de huslæge for en bestemt eller nogle få familier eller specialist i en bestemt type sygdomme. Den fattige befolkning blev i hovedsagen behandlet af healere, der baserede meget af deres behandling på fortidens åndetro og forfædredyrkelse. De første kinesiske hospitaler blev oprettet af buddhistiske munke i perioden ca. 100-300. Da klostrene i 900-tallet under Tang-dynastiet blev overtaget af staten, opstod de første statslige hospitaler.

Den kinesiske medicin regner med fem solide organer, Tsang-organer og fem hul-organer, Fu-organer. De fem Tsang-organer er: hjerte, lunger, nyrer, lever og milt og de fem Fu-organer er: galdeblære, urinblære, mavesæk, tyktarm og tyndtarm. Ifølge kinesisk medicin svarer organernes antal til de fem elementer: ild, jord, vand, træ og metal. Ligeledes mente de, at universet har fem planeter: Merkur, Venus, Saturn, Jupiter og Mars, og at verden har fem orienteringspunkter: centrum, nord, syd, øst og vest. Mennesket har fem lidenskaber eller grundfølelser: glæde, vrede, sorg, begær og frygt og mennesket smagskvaliteter: sødt, surt, salt, bittert og skarpt (stærkt). Til hvert Tsang-organ hører et element. Hjertet hører sammen med ilden, lungerne med metal, nyrerne med vand, milten med jord og leveren med træ.

Nogle mener, at udtrykket element er misvisende og udtryk for en eurocentrisk tankegang, der overfører humoralpatologiens begreber til den kinesiske medicin uden at favne den. Det kan derfor være mere relevant at tale om fem faser frem for fem elementer. Det kinesiske udtryk er wu xing, og det kan diskuteres, hvordan det bedst oversættes.

Ved at tale om faser fremgår det tydeligere, at begreberne jord, ild, vand, træ og metal er dynamiske. De afspejler universets energi, chi, og de to modsatrettede og indbyrdes afhængige kræfter, Yin og Yang, som chi udtrykker sig gennem. Således kan træ avle ild, og ild kan blive til jord. På samme vis kan jord blive til metal og metal kan omdannes til vand. Derudover har elementerne relationer og slægtskab. Træ er ildens moder. Ildens søn er jord. Ildens ven er metal, mens vand er ildens fjende.

I kinesisk medicin er hjertet det fornemste organ. Det er forstandens sæde og lykkens bolig. Det er legemets konge. Hjertesækken (pericardiet) er kongens palads og brystkassen (thorax) er bymuren omkring paladset. Lungerne er kongens kansler og dækker derfor delvist hjertet. Leveren er feltherren. Den opbevarer blodet og sjælen. Nyren er kongens kloge rådgiver og sæde for viljen. Mavesækken er sæde for fordøjelsen, men også en forsamlingsplads eller et torv midt i kongens by. Som en naturlig konsekvens af disse kropsfunktioner gælder det, at god medicin derfor virker som “en god regering i et stort rige”.

I den kinesiske anatomi findes to imaginære organ-dannelser: Ming-men er en struktur mellem nyrerne, hvor livsånden har sit sæde, og hvor blod hos manden omdannes til sæd. Endnu mere mystisk er San-tsiao, der ikke er noget egentligt organ, men et usynligt stofskiftecentrum i kroppen, der fordeler sig i "tre brændende steder": brysthulen, bughulen og bækkenet. Det er en slags katalysatorer, der medvirker til nedbrydning af næringen, dens optagelse i legemet og energiforsyning til kroppen.

Leveren er ifølge oldkinesisk anatomi delt i syv lapper ikke i to. Lungerne er hver delt i seks lapper, og ikke henholdsvis tre i højre lunge og to i venstre. Man havde kendskab til, at hjertet var delt i kamre, men ikke, at det drejede sig om fire kamre. Mennesket kunne have et til syv hjertekamre. Højt begavede personer antoges at have syv hjertekamre, almindeligt velbegavede havde fem hjertekamre, et gennemsnitsmenneske havde to hjertekamre og en idiot eller sinke kun et enkelt hjertekammer.

Den store autoritet inden for læren om pulsen var lægen Wang-Shu-Ho (265-317). Han skrev et værk, Mo Ching, i ti bind om pulsen. Det overordnede princip i tolkningen af pulsen er ifølge Wang-Shu-Ho, at kroppen skal opfattes som et strengeinstrument og pulsen som de toner og akkorder, der fremkommer, når strengene slås an. I bogen beskrives det, at lægen skal undersøge pulsen i både højre og venstre håndled. Først skal lægen forsigtigt lægge langfingeren på pulsen, derpå pegefingeren og til sidst ringfingeren, hver finger skal bruges til en af de tre pulszoner (tsun). I hver zone mærker lægen efter den overfladiske puls med en let berøring og den dybe med et tryk. Det giver i alt seks pulse i hvert håndled eller 12 pulse i alt, ud af disse er syv "dødspulse". De tolv pulsarter svarer til de tolv store floder i det kinesiske rige.

Beskrivelsen af de forskellige pulse har, som meget andet i den kinesiske medicin, et tydeligt poetisk og til tider romantisk eller dramatisk præg. Den overfladiske puls er “som når en svag vind blæser rygfjerene op på en fugl, hviskende og susende, som når vinden blæser i elmetræets blade” eller “den svømmer som et stykke træ på vandet, den er fin og let, som når man føler et løgblad mellem fingrene”. Det er en yang-puls, og den type puls fortæller lægen, at sygdommen har en ydre årsag. Den dybe puls mærkes som “en sten der kastes i vandet og ligger sig på bunden; den er som en sten svøbt i bomuld, udvendig blød, indvendig hård”. Det er en yin-puls, og den røber, at sygdommen har indre årsager.

Der er syv dødspulse. Hjertets dødspuls føles som “rullende ærter”. Den betyder, at hjertet er blevet afskåret fra resten af kroppen og døden vil indtræde inden for et døgn. Leverens dødspuls føles som “en spændt buestreng” eller som “drejede man en knivsæg”. Den medfører døden inden for 8 dage. Miltens dødspuls er som “en spurv der pikker med næbbet” eller “vanddråber der falder fra et tag som tagdryp” og døden kommer i løbet af fire dage. Nyrens dødspuls føles som “en slap snor”

Det fysiologiske rationale bag akupunkturen er i høj grad baseret på taoismens filosofi og den antagelse, at en livskraft, chi, strømmer gennem kroppen. Langs 14 linjer (meridianer), der løber fra hoved til tå, er der afmærket punkter, hvor man ved at indsætte nåle, kan påvirke chi’s flow. Sygdomme opfattes som forstyrrelser i dette flow.

De første europæiske beretninger om akupunktur stammer fra de hollandske læger Engelbert Kaempfer (1651-1716) og Wilhem Ten Rhyne (1647-1700), der hørte om det i Japan, hvor det hollandske Ostindiske Handelskompagni, som den eneste europæiske virksomhed, havde lov til at have en handelsplads. Efter år 1800 begyndte der at opstå et mindre marked for denne form for alternativ medicin, særligt i Frankrig. Ordet kommer af latin acus, som betyder nål og pungere, der et verbum, der betyder "at stikke hul" eller "punktere". Frem til omkring 1920 blev ordet også anvendt i den konventionelle lægevidenskab, men synonymt med betydningen at tage en biopsi.