Klostermedicin er den sygepleje og anden hjælp, som middelalderens munke- og nonneordener kunne stille til rådighed for såvel den almindelige befolkning som samfundets elite, når de i tilfælde af sygdom opsøgte klostrene.
Kloster kommer af latin claustrum 'aflukke, lukket område'
Middelalderens kultur og samfundsstruktur i Europa hvilede på den katolske kirke, der beherskede åndslivet og øvede en betydelig indflydelse på alle sider af samfundslivet. Al organiseret sygepleje, fattighjælp, omsorg for enker, forældreløse børn, for blinde og andre fysisk handicappede og for vejfarende og nødlidende blev i hovedsagen varetaget af kirken. På Balkan og i Østeuropa spillede den ortodokse kirke en lignende rolle.
I mange klostre foregik omfattende studier af græsk, romersk og arabisk lægevidenskabelig litteratur i bibliotekerne. I klosterhaverne blev der dyrket lægeurter, og det blev forsøgt at tilegne sig kendskab til disse og deres virkninger. Samtidig var der fra officiel side en kirkelig modstand mod visse former for kirurgi og medicinsk behandling og tillige mod den folkelige overtro. Denne kulturelle og intellektuelle strømning, som udgik fra klostrene, kaldes på latin medicina scholastica, og af den udsprang med tiden vigtige samfundsinstitutioner såsom hospitaler og medicinske fakulteter ved universiteterne.
De ældste kristne klostre stammer fra ca. år 300 og opstod i Egypten, hvor Pakonius (280-346) og Antonius (250-350) samlede ørkenfædrene, der var en gruppe af eremitter, i et fællesskab. Den ortodokse kirkes klostre opstod kort efter på foranledning af Basilius den Store.
Det romersk-katolske klostervæsen, som blev det største og mest omfattende klostervæsen, opstod med Benedikt af Nursias (480-543) grundlæggelse af Benediktinerordenen i 529 og formuleringen af klosterløftet eller munkeregelen, Regula monachorum, der indebærer, at man forpligter sig til et liv i kyskhed (cølibat), lydighed og fattigdom. Livet i klosteret skulle være enkelt og i hovedsagen baseret på to aktiviteter: bøn og arbejde, ora et labora. Det var et liv med faste rutiner, fysiske afsavn og helt uden ydre status mod til gengæld at opnå et tættere forhold til Gud.
I år 910 blev der grundlagt et stort Benediktinerkloster i Cluny tæt ved Lyon. Cluniacenserne var en reformbevægelse, der lagde vægt på streng håndhævelse af cølibatet. Det fik afgørende kirkehistorisk betydning da Pave Gregor 7. var påvirket af deres tanker og gjorde cølibatet til en generel regel for alle myndighedspersoner tilhørende den katolske kirke. En regel, der er gældende endnu i vore dage.
Det blev et særligt kendetegn ved det katolske klostervæsen, at der med tiden blev dannet både mandlige og kvindelige klosterbevægelser, der var skarpt adskilte fra hinanden. Medlemmerne kaldtes henholdsvis munke og nonner. Indbyrdes tiltalte de hinanden som henholdsvis broder og søster. Var en munk præsteviet, skulle han dog tiltales pater. Dobbeltklosteret i Fontevrault var en blandt få unikke undtagelser, idet der boede både munke og nonner under ledelse af en abbedisse.
Når en person udefra søgte om optagelse, blev vedkommende i den første tid betegnet som postulant og opfattet som en gæst eller besøgende, som blev set an i et vist tidsrum. Herefter fik han eller hun udleveret ordensdragt og blev novice. Efter tiden som novice aflagdes et foreløbigt klosterløfte, der efter typisk 3-6 år efterfulgtes af det endelige klosterløfte og dermed den endegyldige optagelse i fællesskabet. Den strenge disciplin og cølibatet gav sammenhold indadtil. Udadtil markerede den fælles uniform – ordensdragten – klosterets ansigt over for verden. Clausuren afgrænsede klosteret fysisk fra omverdenen. Inden for den måtte ingen personer af det modsatte køn eller uden tilhørsforhold til en klosterorden færdes uden tilladelse.
De enkelte ordener og klostre havde i vid udstrækning selvstyre, men ikke fuldt selvstyre. De var en kongregation, der sammen med andre kongregationer indgik i et konvent med fælles ledelse. Samarbejdet mellem de enkelte klostre, mellem klostre og præster og klostre og paver var langtfra gnidningsfrit, og i løbet af middelalderen var der mange konflikter og opgør.
Da klostrene ofte modtog store ejendomme og jordbesiddelser som testamentariske gaver, kunne deres økonomi i mange tilfælde hvile på indtægter derfra. Som regel blev disse indtægter anvendt til at løse sociale problemer som bekæmpelse af fattigdom, opførelse af nye skoler og hospitaler osv. Det hændte dog også, at midlerne blev misbrugt, og at livet i klosteret korrumperede og de facto udviklede sig til et liv i rigdom, lediggang, fråseri og tidvist brud på cølibatet.
Flere af de forskellige munkeordener: benediktinere, cisterciensere, augustinere, viktorinere og præmonstratensere havde sygepleje og lægebehandling som en vigtig del af klosterets drift ved siden af landbrug, håndværk, fremstilling af mursten m.m. Som en vigtig del af klosteret rådede man derfor over et infirmarium, hvor de syge opholdte sig. Ordet kommer af latin, infirmus, der betyder "syg". I overensstemmelse med det centrale kristne begreb, caritas (barmhjertighed) blev omsorg for syge og fattige anset for obligatorisk.
Blandt de munkeordener, der hovedsagligt lavede socialt arbejde, bl.a. tiggermunke som franciskanerne, var sygepleje også en vigtig del af programmet og gerningen og de bekymrede sig særligt om de spedalske. Gråbrødrene, som også var aktive i Danmark, udspaltedes fra franciskanerne og ligeledes nonneordenen, clarisserne.
I løbet af korstogstiden opstod der desuden forskellige ridderordener, der kombinerede munkeliv og militærliv, mest kendte er måske Tempelherrerne. Disse ridderordener så det som deres opgave at tilbageerobre Jerusalem og beskytte den hellige grav, men også at yde beskyttelse og hjælp til syge og fattige kristne pilgrimme. Mange af disse riddere valgte med tiden helt at nedlægge våbnene og i stedet gå ind i hospitalsarbejde og sygepleje. Hermed opstod Johanitterordenen eller Hospitalsridderne af St. Johannesordenen.
I 789 befalede Karl den Store, at der ved alle klostre i Frankerriget, som omfattede størstedelen af det gamle Vestromerske rige, skulle oprettes skoler, hvor der blev undervist i munkenes lærdom. Med tiden udviklede disse skoler sig til universiteter. Det ældste universitet er det i Bologna fra 1088. I Frankrig fik Montpellier et universitet i 1221 og Paris i 1270. I begyndelsen havde alle universiteter kun, hvad der i nutidens begreber ville svare til ét teologisk fakultet, men herefter blev der hurtigt oprettet medicinske og juridiske fakulteter.
Grænsen mellem de tre hovedfag var ikke tydelig, og mange studerende beskæftigede sig med lidt af hvert. I løbet af 1700-tallet opstod der filosofiske fakulteter, der siden blev opdelt i naturvidenskab, humaniora, samfundsvidenskab m.m. Klostermedicinen, der var baseret på de gamle kilder fra antikken og munkenes egne erfaringer med disse og med urtemedicinen, blev således det historiske udgangspunkt for medicinstudiet ved Europas universiteter.
Klosteret Monte Cassino, som blev grundlagt ca. 525-529, var det første Benediktinerkloster. Klostermedicinske tanker var til stede allerede i dette tidlige projekt. Det hedder sig i Benedikterordenens regulativer, at en del af grundlaget for ordenens arbejde er sygepleje: "Omsorgen for de syge skal have forret og stå overalt, så de reelt bliver betjent i henhold til Jesus Kristus, der om sig selv sagde: "Jeg var syg og I besøgte mig".
Klosteret i Monte Cassino fik indrettet værelser til syge munke, camerae infirmariae, der med tiden blev udvidet til også at være åbne for syge fra alle sociale lag i det omgivende samfund. Klosterets sundhedsfaciliteter blev med tiden mere komplekse og specifikke.
Der blev indrettet et Domus medicorum til lægeundersøgelser og behandling og et Cubiculum valde infirmorum til indlæggelse af alvorligt syge patienter, der krævede overvågning og døgnbehandling. Derudover blev der oprettet et Armarium pigmentarium, et apotek til opbevaring af forskellige terapeutiske substanser, et Balnea, bad til terapeutiske bade eller kurbade, samt et særligt rum til åreladning og lavement. I klosterets Scriptorium foregik kopiering, restaurering, nyfortolkning og sammenskrivning af håndskrevne medicinske tekster affattet på pergament. I Bibliotheca blev de medicinske tekster katalogiseret. Endeligt havde klosteret en Hortus semplicium, hvor der blev dyrket lægeplanter.
Den berømte helgen og benediktinermunk Sankt Gallus (550-645) virkede omkring 612-640 i området omkring Boden-søen og anlagde et Benediktinerkloster i Schweiz, i den by, der i dag hedder Sankt Gallen. I år 820 blev bygningerne udvidet med et klosterhospital. Ligesom klosteret i Monte Cassino havde hospitalet en lægebolig, et apotek og en badeanstalt. Hospitalet rådede desuden over et stort køkken med fire ovne, hvor de tilberedte diætkost til de syge.
I klosterets medicinske urtehave, herbularius, havde de 16 bede, hvor der blev dyrket vanddrivende, afførende, stoppende og sveddrivende lægepanter: lilje, rose, salvie, karse, kommen, rude, gladiolus, løvstikke, fennikel, pebermynte, poleinmynte, græsk græs, bønne, peberkraut, rosmarin, sar og nonnemynte.
I køkkenhaven fandtes 18 bede, hvor der blev dyrket: løg, selleri, purløg, koriander, gulerod, dild, valmue, ræddike, rødbede, hvidløg, skalotteløg, persille, kørvel, salat, karse, pastinak, klinte og kål.
Klosteret brændte i 937 og måtte genopføres. Det blev ødelagt flere gange i de følgende århundreder i forbindelse med krige og Reformationen. I 1805 nedlagdes det helt og i dag er det et museum.
Klosteret i Monte Cassino var et vigtigt lærdomscenter, hvor alle videnskaber blev dyrket, dog først og fremmest lægekunsten. Omkring år 700 blev der oprettet et datterkloster lidt syd for Napoli i et område med et behageligt klima, flere hellige kilder i bjergene og en flora, der var rig på lægeurter. Som noget særegent var skolen delvist åben for kvinder, der kunne modtage uddannelse i fødselshjælp (obstetrik) og bagefter virke som professionel jordemoder.
Klosteret blev kendt vidt omkring, og digteren Petrarca skrev i 1364 en hyldest til det. En samling af lægedigte med medicinske råd, filos medicinae, udgik ligeledes fra skolen. En af skolens kvindelige elever, Trotula (død ca. 1097), udgav en lærebog i gynækologi, der hedder De mulierum passionibus ante, in et post partum (Om kvinders lidelser før, under og efter fødsel). Hun var hustru til en af skolens lærere, og det forklarer muligvis, at hun kunne få udgivet en lærebog. Danmarks første læge Henrik Harpestreng, der var benediktinermunk, fik formentlig noget sf sin uddannelse i Salerno. Skolen i Salerno blev nedlagt i 1811 på Napoleons befaling.
I følge Augustinerordenens egen selvforståelse blev ordenen oprettet af den hellige Augustin kort før år 400. Historikerne anser det for tvivlsomt. Augustiner-regelen blev først formuleret omkring 1090 af den hellige Ivo, der var biskop i Chartres. Augustinernes regel var som de øvrige munkeordeners baseret på de tre grundprincipper om kyskhed, lydighed og fattigdom, men de lagde også vægt på tilegnelse af lærdom gennem boglige studier. Flere Augustinerklostre blev medicinske lærdomscentre og hospitaler.
Omkring 1050 havde købmænd fra Amalfi oprettet Maria Magdalene-hospitalet og Sankt Johanneshospitalet i Jerusalem, der blev drevet af benediktinermunke. Her blev syge pilgrimme plejet og de døde begravet i kristen jord. Fattige, der havde mistet alt, blev forsynet med tøj og penge. Efter det første korstog 1096-1099 og de kristnes erobring af Jerusalem blev mange sårede soldater og riddere indlagte på hospitalet. Derudover lå der mange lig i Jerusalems gader og huse, og det gav anledning til spredning af smitsomme sygdomme og epidemier. Mange riddere nedlagde våbnene og gik ind i hospitalets arbejde og hermed opstod Johanniterordenen eller Hospitalsridderne af Sankt Johannesordenen. Efter en tid blev ridderne nødt til at deltage i forsvaret af Jerusalem, og ordenen blev en delvis militærorden, hvor ridderne blev delt i tre grupper: krigere, præster og sygeplejere. Fra slutningen af 1100-tallet fik kvinder mulighed for at blive optaget som præster og sygeplejersker. I fredstid bar ridderne en sort kappe med et hvidt kors med otte takker, der symboliserede de otte ridderdyder.
I kamp anvendte de en rød kjortel med et hvidt kors uden takker. Muligvis var det en sådan kjortel eller ordensbanner, der var ophav til Dannebrog, da det faldt ned fra himlen i 1219. Johanniterordenen deltog i slaget ved Lyndanisse i Estland side om side med Valdemar Sejr. Johannitterne var sammen med Tempelherrerne den mægtigste ridderorden i Mellemøsten, og i en lang periode samarbejdede de to ordener, men med tiden kom det til fjendskab og i 1216 erobrede johannitterne Antiochia fra tempelherrerne.
Allerede i 370 tog Basilius den store initiativ til, at der i Kappadokien blev opført et kompleks af herberger og hospitaler, det store Xenodochium, i nærheden af hans fødeby Cæsarea. Det samme gjorde den hellige Chrysostomos i Konstantinopel.
Kosten blev betragtet som et fundamentalt element i munkenes udøvelse af lægegerningen. I overensstemmelse med humoralpatologiens teorier blev justering af diæten anset som afgørende for at undgå en ubalance i individets habituelle blandingsforhold mellem de fire legemsvæsker: blod, slim, sort og gul galde. Ligeledes var kostens tilpasning essentiel i det øjeblik, hvor en ubalance (sygdom) var opstået og skulle korrigeres.
Generelt kan det siges, at kosten i klosteret hovedsageligt bestod af korn og grøntsager. Specielt fuldkornsbrød fremstillet af kornsorter som rug og byg, men også pasta og grød. I vinterhalvåret hvor adgangen til frisk frugt og grønt var begrænset, spiste man syltet frugt og syltede grøntsager eller kål. Kød blev ikke indtaget eller kun i meget begrænset mængde, og som regel drejede det sig om fjerkræ eller svinekød. Fisk og mejeriprodukter indtog man i forholdsvis stor mængde. Forbuddet mod kød betød, at munkene blev eksperter i mejeriprodukter og udviklede nye teknikker til gæring og lagring af ost. Et eksempel på det er parmesanost, som blev opfundet af benediktinermunkene.
I nogle munkeordener blev der udleveret æg og ost som ekstra kosttilskud om lørdagen og søndagen. Hvidt brød baseret på hvede blev sjældent spist. I klostrene havde de ikke raffineret sukker og brugte i stedet honning som sødemiddel. Datidens slik var kager, sødet med honning eller tørret frugt. Den tyske korsridderorden levede af en spartansk kost, der udelukkende bestod af vand, mælk, æg og en suppe baseret på havregryn. I forbindelse med faste spiste munkene kun lidt brød og drak vand.
Alt i alt kan det siges, at den fiberrige kost med et lavt indhold af animalsk fedt og fravær af sukker og rødt kød, ligger tæt på den moderne anbefalede kost, der har til formål at forebygge det metaboliske syndrom, det indebærer overvægt, højt blodtryk, højt indhold af kolesterol i blodet og diabetes. Det metaboliske syndrom har været en stigende trussel mod folkesundheden de sidste 50-70 år, især i de rige lande. Derimod havde den fedtfattige og fiberrige kost ingen beskyttelse over for datidens store dræber: infektionssygdomme. Det har derfor næppe haft den store indflydelse på middellevetiden i middelalderen, at nutidens livsstilssygdomme formentlig var sjældne.
På grund af munkenes løfte om et liv i fattigdom, er det almindeligt antaget, at deres kost kom tæt på den almindelige landbefolknings føde og ikke i samme grad som overklassens kost indeholdt hvidt brød, kød, slik og vin. De befolkningsgrupper, der boede tæt på klostrene fik formentlig et større proteintilskud via fisk i kosten. Det skyldtes de store mængder af fisk som befandt sig i reservoirer og kanaler anlagt i forbindelse med klostrenes dræningsarbejder. I tider med hungersnød kunne disse samfund tillige nyde godt af klostrenes lagre.
Livet i klosteret var karakteriseret ved faste rutiner og ritualer. Alle havde deres faste opgaver på faste tidspunkter. Indtagelsen af måltider var ritualiseret i kraft af fællesbøn, velsignelse af maden og påbud om streng tavshed ved bordet. Denne klosterlivsstil har i moderne tid været mål for en række interessante forskningsprojekter, der har kunnet påpege sundhedsrelaterede aspekter ved livet i et kloster.
I 1988 lavede en gruppe italienske forskere en undersøgelse af det "stressfri" klostermiljøs indflydelse på blodtrykket. I et kohortestudium, der strakte sig over 20 år (1968-1988), fulgte forskerne 144 nonner og 138 italienske kvinder, der tog del i det almindelige samfundsliv. Alle deltagere var ikke-rygere. De var ved studiets start sammenlignelige med hensyn til alder, BMI, saltudskillelse i urinen og familiære dispositioner til forhøjet blodtryk. Ligeledes var deres blodtryk stort set ens ved studiets start. Da forskerne undersøgte de to grupper 20 år senere, var det gennemsnitlige systoliske blodtryk steget med 40 mm Hg hos kontrolgruppen, mens nonnernes blodtryk var uændret. Hypotesen var den, at det stressede liv med familie, børn og karriere havde medført en blodtryksstigning hos kontrolgruppen.
Der er ligeledes lavet studier, der viser, at mental ro i forbindelse med indtagelse af et måltid er med til at forbedre organismens fordøjelse.
Klostrene lagde hovedvægten på sygepleje og ikke egentlig behandling som fx kirurgiske indgreb og lignende. Det skyldtes ikke uvilje mod lægekunsten, men frygt for at munkene skulle forsømme deres åndelige pligter og færdes for meget udenfor klosteret og i den forbindelse måske begynde at tage penge for udøvelse af lægegerningen eller bryde cølibatet.
Særlige betænkeligheder gjaldt kirurgien. Herom vidner det berygtede citat: Ecclesia abhorret a sanguine, der betyder “Kirken viger tilbage fra blod”. Efter sigende skulle citatet stamme fra konciliet i Tours 1163 og være en formulering af et forbud mod, at lægestanden, der på dette tidspunkt næsten udelukkende bestod af munke, praktiserede kirurgi. Nyere medicinhistorisk forskning forholder sig kritisk til denne antagelse, da kilden er en historiebog fra 1744, skrevet af Francois Quesnay, der i andre sammenhænge er kendt som en upålidelig og inkompetent historiker. I givet fald havde forbuddet ingen mærkbare konsekvenser, da meget tyder på, at kirurgien blev udøvet mere eller minde uindskrænket i Italien, Sydfrankrig, Skandinavien m.m.
De store arkæologiske udgravninger, der i tidens løb er lavet, vidner om at kirurgiske indgreb blev foretaget i rigt mål i klostrene. Fra udgravningerne ved bl.a. Øm og Æbelholt er der udgravet kirurgiske instrumenter: åreladejern, stiletter, sonder, skarpe skeer, pincetter, eksplorationsnåle, blykateter, sårhager, suturnåle, kopper til kopsætning m.m. Lignende fund er gjort ved Varnhem, Vreta og Gudhem i Sverige
Ruinerne af Æbelholt Kloster. Der er tilknyttet et mindre museum og en klosterhave med lægeplanter. Æbelholt klostermuseum er beliggende i Nordsjælland, ca. midt imellem Hillerød og Frederiksværk. Foto fra 2017.
Arkæologer med speciale i middelalderen har i tidens løb lavet mange udgravninger af klostre, og der er i den forbindelse lavet undersøgelser af skeletter fra klostrenes kirkegårde. De skeletfund der er gjort ved såvel de danske som de udenlandske klosterkirkegårde kan oplyse om de sygdomme, som klosterets beboere og indlagte patienter led af, for så vidt det drejer sig om sygdomme, der efterlader sig spor i knoglerne.
Cistercienserordenen blev inviteret til Danmark i 1114 af ærkebiskop Eskil, hvor den var særdeles aktiv og anlagde klostre ved bl.a. Løgumkloster, Sorø, Vitskøl, Esrum og Øm. Tuberkuloselægen Kristen Isager (1864-1943) undersøgte i 1936 skeletmaterialet fra Øm kloster og skrev en bog om de palæopatologiske fund. Det foranledigede lægen og senere professor i medicinens historie Vilhelm Møller-Christensen til selv at lede en endnu mere omfattende og grundig udgravning og undersøgelse af skeletterne fra augustinerklosteret Æbelholt kloster i 1935-58.
I Æbelholtmaterialet fandt Møller-Christensen skader på 34 mandekranier og 2 kvindekranier, svarende til 11,2 % af samtlige kranier, der var følger efter stump eller skarp vold fremkaldt af sværd, økse, spyd, stridskølle, pile fra armbrøst, slyngsten eller lignende.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.